onsdag den 27. maj 2015

På jagt efter Hornfisk



Efter en hektisk uge, lykkedes det mig at redde en formiddag, dedikeret til min yndlingsbeskæftigelse -kajaksejlads kombineret med fiskeri...

Jeg kørte til Virksund, nord for Viborg hvor chancen for fangst er stor.
Der bliver ret hurtigt dybt ved  Virksund tangen og der er desuden masser af strøm. Der fanges traditionelt mange sild, når sæsonen er til det og efterfølgende er chancerne for hornfisk også stor.
Sildene har endnu ikke forladt "dansegulvet", men hornfiskene er begyndt at rumstere på disse kanter.

Kajakken blev hurtigt rigget til, termokanden og madpakken smidt ombord og afsted det gik...






Jeg havde adskillige hug, i løbet af formiddagen, men kun to endte i kajakken.
Den ene blev taget på et smalt tobis-lignende blink, med en linetjavs efter hvorpå trekrogen er monteret. Den anden blev taget på et tilsvarende blink, men med en silkekrog på.

Til de, som ikke kender silkekrogen, kan jeg fortælle at det er en løkke af små silketråde, som monteres på blinket istedet for en trekrog. Når hornfisken bider på blinket, hægtes den fast på silkekrogen i dens mange små tænder.
Denne metode er meget effektiv og er især god, hvis der er meget tang i vandet eller hvis man har børn med på fisketuren.


Jeg har store forventninger til hornfiske fiskeriet, i de kommende uger her i bunden af Limfjorden.

Efter hjemkomsten, blev fiskene straks renset, saltet og derefter lagt på kuglegrillen, hvor de blev røget på en blanding af The, ris og rørsukker. 
Jeg placerer en lille foliebakke med ingredienserne i, direkte ovenpå kullene, som er placeret i den ene side af grillen. Fiskene placeres i den anden side. Låget sættes på og der åbnes for spjældet. 
Efter et lille kvarter, kom jeg desuden en lille smule savsmuld på kullene. Efter 20-25 min. var fiskene færdige.


-Ikke et øje var tørt, -dette er en sand gudespise...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar