tirsdag den 29. marts 2016

Ny Tørdragt - GUL Scapa U-Zip

Forord

Der er mange muligheder for beklædning, når man sejler i kajak.
Beklædningen skal selvfølgelig først og fremmest tilpasses årstiden og vandets temperatur.

Man kan sige, at beklædningen er rorerens livsforsikring og investeringen i denne, er afgørende for hvor godt man er dækket.

Man skal huske, at vand køler mindst 20 gange hurtigere end luft og det er let at lade sig snyde af vejret.
Fx. kan vandet nemt  være væsentlig koldere på en lun forårsdag, end på en råkold efterårsdag.

Det er vigtigt at have i tankerne, at man rent faktisk kan risikere at ende i baljen.


Min vej mod tørdragten

Da jeg selv startede med at sejle i kajak, havde jeg ikke noget decideret kajaktøj.
Jeg lagde ud med, at bruge et par neoprenwaders med et stort elastik/velcrobælte om livet. derudover havde jeg en regnjakke og selvfølgelig min svømmevest på.
Bæltet var for at mindske risikoen for vand i waders'ne, i tilfælde af vandgang. Jeg testede setuppet i trygge rammer og prøvede at kæntre med vilje.
Artistic Vecchio
Resultatet var en succes, jeg blev lidt våd på overkroppen, men vigtigst af alt kom der ikke noget vand ned i mine waders.
Jeg brugte derfor denne løsning den første sommer og efterår. Jeg holdte mig dog altid tæt på land.





Jeg fik en våddragt i gave, den efterfølgende jul.
 Desuden havde jeg fået købt mig en rigtig rojakke og neoprenstøvler.
Dette setup blev nu brugt i kombination med et par goretex regnbukser, det kommende forår/sommer/efterår.
Neoprenstøvlerne er af den lange vandtætte type og gør, at jeg kan sætte kajakken i vandet uden at få våde og kolde fødder. Til sommerbrug har jeg et par almindelige neopren ankelstøvler.















Jeg savnede i takt med de tiltagende ture i kajakken, en tørdragt, som alt andet lige, ville betyde en væsentlig udvidet sæson. Våddragtløsningen er fin i størstedelen af året, men når vandtemperaturen når ned under de 15 grader, er den tid du har i vandet til at redde dig selv ikke lang.
-Eneste problem var, at sådan et bæst kan være en voldsom udskrivning!

Jagten på den rigtige tørdragt var gået ind.
Jeg travede nettet tyndt for informationer og anmeldelser og fandt ud af, at markedet var en ren jungle!
Der findes et utal af modeller og mærker, med hver deres detaljer og funktioner. Skal den have latex manchetter eller neopren, skal der være "tisselynlås" eller ikke...

Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at jeg ville gå efter en tørdragt som var designet til kajaksejlads og ikke til småbåds- eller kuttersejlads.
Det betyder bl.a. at dragten skal have hætte, spraydækkentunnel, samt en ergonomisk pasform.
"Småbådsdragter", som jeg kalder dem, er tit store og klodsede og mangler mange af de features, som jeg synes er væsentlige for en god kajak-tørdragt. Det skal dog sige, at de også er en del billigere...
Jeg bestemte mig også for, at jeg ville have neopren manchetter i hals og håndled istedet for latex, da der er væsentlig mindre vedligeholdelse, samt bedre holdbarhed ved disse. Den klaustrofobiske fornemmelse er heller ikke så stor.
Til gengæld, er neopren manchetter ikke helt ligeså vandtætte, som latex.

Jeg var så heldig, at kunne slå en god handel af med Surfline.dk om en tørdragt. Det betød at jeg fik mulighed for at få min "drømme-tørdragt" til en skarp pris, jeg vil derfor kvittere ved lave en gennemgang og en form for anmeldelse af dragten.

På den baggrund får du derfor denne gennemgang af GUL Scapa U-zip tørdragten.

Nuværende tilbudspris på tørdragten incl. bamsedragt: 5000,- kr. Link til tilbud

Producentens beskrivelse:

NYUDVIKLET tørdragt med revolutionerende hestesko formet U-Zip lynlås, der gør indstigningen i dragten ubesværet og tillader et langt mere kropsnært design. Det 4 lags åndbare laminat materiale dragten er produceret i er lettere, blødere og mere åndbart stof end noget hidtil produceret. Dragten tilbyder en hidtil uset komfort.
Revolutionerende ny kayak tørdragt fra GUL. Ud over et fantastisk design er det GULs og markedest hidtil mest tekniske dragt. 4 lags åndbart materiale sikrer et uoverruffent indeklima, med behagelige og vandtætte neopren manchetter i håndled og hals, og stof sokker der sikre 100% vandtæthed. Vandtæt lynlås på brystet så man selv kan lyne dragten, og med en vandtæt tisselynlås er komforten komplet. En dobbelt tunnel gør forbindelsen til kajakken helt vandtæt og en hætte beskytter mod vejr og vind, der oven i købet kan tages af
  • En 4 lags åndbar, tætsidende tørdragt med masser af features der gør vinterturen behagelig og sikker.
  • Neopren manchetter i hals og håndled, der er behagelige at have på, som ikke kræver vedligeholdelse og som ikke går i stykker.
  • 3-lags stof fødder der sikrer 100% vandtæt, og ubesværet støvle brug
  • ¨Tunnel¨ til skørtet, og vandtæt tisselynlås der sidder under en flap, så den ikke kommer i karamabolage med diverse udstyr.
  • Vandtæt lynlås i fronten, på tværs af brystet, så man selv kan betjene dragten, beskyttet af en flap
  • Justerbar krave og aftagelig hætte til beskyttelse mod vind og vejr
  • Dobbelt beskyttet på slidstykker på knæ og sæde


Horseshoe U-Zip lynlåsen er designet så dragten er let og ubesværet at tage på og af. Den sidder ikke i vejen og betyder samtidigt at dragten kan designes så den sidder tættere og ikke virker så stor som med normal tørlynlås

Denne beskrivelse lyder jo meget besnærende og tillokkende og jeg var meget spændt på om jeg havde valgt rigtig.




















Jeg har nu brugt dragten henover vinteren, siden december måned og er himmelråbende begejstret. Dragten sidder perfekt på mig, jeg føler mig ikke begrænset på nogen måder og komforten er virkelig helt i top! -Meget bedre end jeg havde turdet håbe på. (jeg sveder nemt og kan hurtigt få klaustrofobiske tendenser)

Jeg oplevede da jeg skulle prøve dragten i butikken, at modellen er ret stor i størrelsen. Jeg er 180 cm høj og er kraftig bygget og under normale omstændigheder ville jeg mindst vælge størrelse large. -Jeg skulle helt ned i en medium, for ikke at blive væk i dragten!

Dragten er forsynet med reflekser på arme og hætte, for bedre synlighed i mørke.


Fødderne på dragten er lavet i samme stærke stof som selve dragten. Dette har både fordele og ulemper.
Ulempen er, at man ikke så nemt kan skifte hele foden, i tilfælde af utæthed, som ved latexfødder.
Til gengæld kan man lappe "sokken", med det medfølgende lappegrej. Det er desuden meget nemmere at komme i sokken, selv med tykke strømper på.
Det tilrådes altid, at bruge fodtøj uden på dragtens sokker, netop for at skåne dem.

Dragten er forstærket på de mest udsatte steder, fx. på knæ og bag. 





Med til dragten, hørte også en heldragt i polarfleece, som fungerer som isolering om vinteren.

Fleecedragten eller bamsedragten, som den også kaldes er virkelig dejlig at have på og er udstyret med hælestropper, så benene ikke glider op når man skal i selve tørdragten. Den er også udstyret med dobbeltgående lynlås, så det er nemt, at træde af på naturens vejne.
Som en ekstra bonus, kan jeg fortælle, at bamsedragten er supergod som "nattøj nede i soveposen om vinteren. :-)

Jeg har eksperimenteret med forskellige typer inderbeklædning, så som uld og forskellige syntetiske materialer. Jeg synes alle typer fungerer, men uld er helt klart nummer et.
Jeg oplever ikke samme "klamme" fornemmelse når man holder pause, eller når man tager dragten af. Når jeg har uld på som inderste lag, behøver jeg ikke engang at skifte tøj, når jeg går i land, -jeg føler mig stadig tør, på trods af adskillige kilometer i kajakken.



Neopren manchetterne holder næsten helt tætte og det er kun ved halsen, at jeg kan tage et par dråber ind, -men kun hvis man gør sig virkelig umage... Måske kan man tage lidt vand ind, hvis man laver "grønlændervendinger"??









I denne dragt, føler jeg mig ubetinget beskyttet mod dårligt vejr og går nu på vandet med en styrket sikkerhedsfornemmelse.
Hætten giver god beskyttelse og kan gemmes i kraven

Indvendig i dragten er der seler til at holde "buksedelen" oppe. Dette gør, at man ikke får "hængerøv" og er med til at give en optimal pasform.
Der er en lille tørlomme på smækken til fx tegnebog eller mobil

Den U-formede lynlås, gør lukningen af dragten forholdsvis let (det kommer selvfølgelig an på hvor fleksibel man er).
Selve åbningen i dragten er også ganske stor.



Et af mine krav var en "tisselynlås", eller relief zipper, som det hedder på engelsk.
Selve tørlynlåsen er godt beskyttet bag en kraftig flap.



Dragten er forsynet med taljeelastik, for optimal pasform, -den sidder oppe under dobbelt tunnelen.




For at anmeldelsen af dragten ikke skal blive en stor lovprisning af denne tørdragt, har jeg virkelig lagt mig i selen for at finde eventuelle kritikpunkter.
Det eneste minus jeg har kunnet finde på dragten, selv efter en hel vinters brug, er omkring den sidste finish.
GUL's kvalitetssikring/inspektion har ikke levet op til resten af dragten. -Der er flere steder, rundt omkring, hvor sytrådsenderne stikker ud af syningerne.






Dette er ikke noget som har praktisk betydning, men er noget som giver et lidt sjusket udtryk.
Problemet er nemt at løse, med en lille saks, men burde ikke være til stede på en dragt i denne klasse.
-Stram op GUL!! :-)

Konklusion

Jeg har ikke nogen kæmpestor erfaring med tørdragter generelt, men har dog været iført nogle stykker gennem årene, de har dog alle været med latex manchetter og enkelte med "gummistøvlefødder". Jeg kan derfor kun tale ud fra egen beskedne erfaring.

Jeg er enormt glad for, at jeg valgte neopren manchetter, da jeg synes de giver en bedre komfort, på trods af at de er knap så vandtætte.

De mange justerings muligheder på dragten, giver optimal pasform og dermed bedre komfort.

Hætten sidder som støbt på hovedet og giver god beskyttelse mod vind og vejr.

"Tisselynlåsen" er den lille detalje, som man kommer til at sætte ekstra stor pris på, særligt i vintertiden.

Den geniale lynlåsløsning til indstigning i dragten er virkelig genial! Jeg har tidligere oplevet, at skulle have hjælp af en makker til at komme i en dragt, -det skal man ikke med denne!

Spraydækken tunnelen gør, at jeg kan få optimal tæthed i en havkajak, når jeg kaster mig over denne type.

Jeg er mega glad for denne tørdragt og føler virkelig at jeg har fået den perfekte løsning til mit behov.
Den får derfor mine varmeste anbefalinger.

Jeg har sædvanen tro også lavet en lille film, som viser lidt omkring dragten.
Desværre glippede mine optagelser med selvredning, så det bliver i et andet indlæg.




3 kommentarer:

  1. Hejsa
    Jeg har luret på denne dragt gennem et stykke tid, men beslutningen er bare ikke taget endnu... Dejligt med din anmeldelse
    nu siger du kraftigt bygget... mit problem er typisk over bryst og ryg - vi har samme højde så det kunne være fedt hvis du kunne oplyse et brystmål :) Evt. på mail

    SvarSlet
  2. Hej Claus,
    Jeg er vel ca 110-12 cm over brystet og har god plads i dragten. selv med flere lag under.
    Jeg synes dragten er hver en krone værd, den har som nævnt overrasket mig positivt, særligt på komfortområdet.

    /Rasmus

    SvarSlet