"Det' jul, det er cool, det' nu man hygger sig bedst..."
-Sagde MC Einar og som sagt, så gjort!
Endelig viste vejret sig fra sin gode side, efter uendeligt mange dage med hård blæst og regn af nærmest bibelske dimensioner. -Sådan føltes det i hvert fald!
Der var lagt op til en weekend, som hvis alt faldt i rette hak, kunne give mig et døgnstid på fjorden!
Eneste større hindring, var den forestående firmajulefrokost, som erfaringsmæssigt kunne give en anelse ubehag, dagen derpå...
Julefrokosten blev overstået med vanlig succes og uden de helt store mén. Jeg formåede endda, at stå forholdsvis tidligt op dagen efter.
Alt var pakket og klargjort i forvejen så, så snart "morgenmaden" var indtaget og kaffen skyllet ned, var jeg klar til at kysse familien farvel.
Planen var at køre til Sundsøre på Salling, sætte bilen og sejle ned mod Skive. Der var en 5-7 m/sek fra vest, så jeg ville derfor sejle i læ af kysten.
Jeg medbragte, udover alt mit lejrgrej også en fiskestang, som forhåbentlig ville give turen et ekstra krydderi.
Jeg ville desuden benytte denne tur til, at teste min nye tørdragt yderligere. Det var pga. vejret ikke blevet til de helt store udflugter i kajakken, på det seneste.
Jeg har fået mig en superlækker tørdragt fra GUL. Modellen hedder Scapa U-zip og er vel noget af det nærmeste man kommer en rigtig ekspeditionsdragt, hvis den skal være til at betale...
Der er lidt julestemning over dette billede |
Dragten har som navnet antyder, en u-formet lynlås som løber rundt om halsen. Dette gør indstigningen utrolig nem, samtidig med, at det er en leg selv, at lukke lynlåsen. Noget som ellers kan være lidt af en udfordring på mange
dragter.
Dragten har alle de nødvendige detaljer, der gør den til en superfed kajak-tørdragt.
Jeg vil ikke komme nærmere ind på dragten og dens detaljer i dette indlæg, men tilgengæld lave en desideret anmeldelse og gennemgang, når tiden er til det.
På stranden ved Sundsøre, fik jeg hurtigt lastet kajakken og sat kursen. Med svagt dundrene hoved gik det nu sydpå.
Jeg sejlede godt 10 km, hvor jeg fiskede undervejs, inden jeg besluttede, at slå lejr.
Den friske decembervind gjorde godt til mit tunge hoved, men jeg trængte sgu til at slappe af...
Jeg var en tur nede omkring Astrup Vig, for at se nærmere på en af mine yndlingspladser, men pga. de seneste barske vejrforhold, havde dette område stået temmelig meget under vand og var derfor ikke videre tiltalende.
Jeg sejlede derfor lidt tilbage ad kysten jeg kom fra, da jeg havde bidt mærke i et udemærket lejr-spot.
Jeg kunne hænge min køje ganske få meter fra vandkanten og samtidig være i læ for vinden, -sådan!
Det tager mig efterhånden ikke mange minutter, at etablere lejr, så jeg kunne hurtigt få hængt mit svedige tøj til tørre.
Jeg havde medbragt en dåse Bøf stroganoff og lavede en gang kartoffelmos. Herligheden blev skyllet ned med en juleøl og nu var jeg ved at være klar til at krybe til køjs. -Desuden var det blevet buldragende mørkt!
Efter små tolv timers søvn i køjen, som vel ikke er for meget efter en hård julefrokost og en efterfølgende dag i det fri, var jeg klar til at stå op...
Jeg nød min morgenkaffe og havregrød i køjen, til en fabelagtig udsigt over den solskinsramte Limfjord.
Jeg var nødt til at få pakket sammen, da næste punkt på dagens program hed æbleskiver hos svigermor. Jeg vidste at familien ville stå klar når jeg kom hjem, så for at undgå alt for meget unødvendigt bøvl, måtte jeg hellere komme afsted...
Jeg fik ikke taget så mange billeder, som jeg gerne ville, måske var det pga. tømmermændene, Jeg fik dog lavet en film fra turen, som du kan se her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar