torsdag den 20. april 2017

Mad med Madsen - Vikingegryde


Ny serie om bålmad

Da mad lavet på bål, for mig er indbegrebet af hygge, samt at det bare smager dobbelt så godt, når røgen har kælet for gryderne, har jeg længe haft lyst til, at udvide min egen horisont på området.
Derfor har jeg besluttet, at lave en form for føljeton her på bloggen og Youtube kanalen, med titlen "Mad med Madsen".

Serien vil omhandle min og familiens færd ud i bålmadens ædle kunst. Vi vil forsøge, at sammensætte og tilberede en række retter, som ikke alene smager så fuglene synger, men som også relativt nemt kan laves, når vi er på tur.

Alle i familien synes det er sjovt, at lave mad i det fri og alle har derfor mange idéer og inputs, som vi vil gøre brug af. Fx. vil min datter Mathilde gerne prøve, at bage forskellige brød og kager i "Dutch oven".

Vi vil i de fleste tilfælde, gøre brug af det udstyr, som den danske producent Robens har været så venlige, at sende til os. Der vil derfor, ind i mellem også indgå diverse relevante data og oplysninger om det udstyr vi bruger.

Vikingegryde 

Første ret vi kastede os over, er en klassisk gryderet, som muligvis går under mange navne...
Vi har valgt, at kalde den "Vikingegryde", mest fordi det lyder hammer-sejt og giver børn ekstra lyst til at smage 😜

Desværre var vejrguderne ikke med os den pågældende dag, det stod nemlig ned i stænger og endda med slud i ny og næ.

Dette til trods, fik jeg tændt op i bålfadet under haveparasollen.

Alle ingredienser blev skåret ud og puttet i små plastposer, for at gøre det nemmere, at håndtere ude i det fri.


Ingredienser: (4 personer)

  • 450 g svinesmåkød (vi brugte snitzler)
  • 150 g bacon i tern
  • 4 skåret grønne asparges
  • 1 stor snittet porre
  • 1 stort løg
  • 2 fed hakket hvidløg
  • 2 spsk tomatpuré
  • 1 spsk karry
  • 1 spsk paprika
  • 2 tsk salt
  • 1/2 tsk peber
  • 3 dl fløde
  • 100 g cremefraiche
  • olie til stegning

Vores 3,5 l dutch oven-gryde blev placeret direkte på gløderne i bålet.
Når gryden er blevet godt varm, tilsættes 1-2 spsk olie til svitsning af grøntsagerne.
Tilsæt krydderierne og svits grøntsagerne i et par minutter.
Kom bacon og småkødet i gryden og svits i yderligere 5 minutter.
Herefter tilsættes tomatpuré. Rør godt rundt.
Kom fløden i retten og lad simre under låg i en lille halv time. Hæng gerne gryden over bålet fx i et treben.
                                                         
Tilsæt cremefraiche og smag til med salt og peber.

Som tilbehør valgte vi, at lave både pasta og ris. Alle skulle have, det de bedst kunne lide. 

Vores ældste søn Magnus havde besøg af en kammerat, så en enkelt gryde med kød ville nok ikke slå til. To teenage drenge kan jo sætte enorme mængde mad til livs!
Vi havde, derfor købt ind til en dobbelt portion og delte således ingredienserne i to lige store dele. Den ene portion lavede min kone inde i køkkenet, mens jeg trodsede vind og vejr... 

De to portioner blev tilberedt i nøjagtig lige lang tid, men smagte som to vidt forskellige retter!!
Vi kunne ikke komme op med en fornuftig forklaring, andet end at røg, støbejern og friskluft havde tilført noget særligt. Det var nemlig udendørsudgaven, som var alles favorit.

Billedet taler sit tydelige sprog. Det er bål-udgaven til højre...

En støbejernsgryde og i særdeleshed en dutch oven, er et fantastisk stykke udstyr!
For det første er den ideel, at bruge over åben ild, da støbejern akkumulerer varmen rigtig godt og dermed giver en jævn varmefordeling.
For det andet er mulighederne nærmest uendelige, med hensyn til, hvad der kan tilberedes i den.
Det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser.

Vi glæder os til næste gang, menuen står på bålmad...

Mums!!

Her kan du se en film om tilberedningen her:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar