fredag den 30. september 2016

Efterårssol + to brødre = kajakcamping

På eventyr i den rå og ubarmhjertige Limfjordsnatur

Min bror Mikkel og jeg har igennem vores barndom, bygget et utal af huler og hemmelige gemmesteder.
Vi har altid delt fascinationen af naturen, samt begejstringen for eventyr.

I vores voksenliv har det været svært at få enderne til at mødes.
Mikkel har fx. gennem flere år haft problemer med ryggen. En diskusprolaps har dikteret meget af hans gøren og laden.
En rygoperation gav sidste år, dog lidt lys i mørket og efter mange løse snakke om et fælles eventyr på fjorden, besluttede vi her sidst i september, at nu skulle det være! 
Vi skulle have haft selskab fra vores tredje bror Jacob, som desværre var forhindret i at deltage, så den helt store "Brødretur", må vi have til gode.

Jeg planlagde en tur i kajak, med overnatning i hængekøje på Skive Fjord. Begge dele noget som Mikkel ikke havde haft lejlighed til at prøve før.

Vi startede ud fra Strandtangen i Skive, hvor familien vinkede farvel til os.

Hårdt lastede RTM'er, klar til afgang


Solbrillerne skal pudses















Vi sætter begge stor pris på hygge og lejrliv, så vi var enige om, at dette skulle være toneangivende!
Lad mig blot sige, at vi kom ikke til at gå ned på forplejningen...

Jeg har heldigvis flere kajakker i min lille flåde, så Mikkel fik lov til at prøve kræfter med "Gungnir" -som er min RTM Tempo.
Tempoen er forholdsvis lang og smal og er ikke nødvendigvis det oplagte valg for en "nybegynder". Tilgengæld er den hurtig og kræver ikke de helt store anstrengelser at ro.
Mikkel fandt hurtig en god rytme og balance, -stilen var utrolig flot. Det kunne ikke ses, at det var hans "jomfrutur".

Efter små 10 kilometers sejlads og lidt sporadisk fiskeri, var det tid til en bid mad og en kold øl! Vi gjorde holdt, på det spot hvor min allerførste tur i kajak gik hen.
Jeg viste Mikkel hvor jeg havde haft mit telt til at stå, han kunne straks fornemme stemningen og forstå min begejstring for små overnatningsture.


En kold pilsner på stranden




Efter vores lille hvil, gik turen nu videre mod nord. Vinden havde taget til og vi fik ind i mellem, lidt af en gyngetur.
Jeg må indrømme, at jeg var en lille smule bekymret for hvordan det skulle gå med Mikkel.
Det viste sig at være total uden grund, selv i kraftig sidevind, da vi rundede Grønningøre, viste han flot stil og balance! Havhingsten var tæmmet!



Vi sejlede nu ind i Astrup vig og kunne skimte vores bestemmelsessted. Vi var begge enige i, at et smukkere syn sjældent er set.
Bøgeskoven rejser sig stor og mægtig, helt ned til kysten og der var heldigvis ikke et øje at se nogen steder.
Vi fik kajakkerne trukket på land og påbegyndt udpakningen.
Jeg viste Mikkel hvordan man sætter en hængekøje op og han fik derefter hurtigt klargjort den til natten.
Imens jeg satte min køje op, fandt Mikkel brænde til bålet. -Vi skulle selvfølgelig lave mad på bål!

Vel ankommet til lejrpladsen























Da vi var kommet på plads med det hele, stod den på hygge og afslapning.
Der blev lavet kaffe og nydt diverse forfriskninger... samt puslet med forskellige lejropgaver.


Aftensmaden blev sat over i min MSR Stowaway pot, som jeg til lejligheden havde lavet et lille hack til. -En gammel tøjbøjle var blevet omdannet til et snedigt ophængningssystem til gryden.
Dejlig eftermiddagssol over Astrup Vig

Hygge mens maden simrer over bålet





Vejret var usædvanligt mildt, vi oplevede praktisk talt ingen dug om aftenen. Det var derfor ingen sag, at sidde og nyde et glas rødvin og kigge ud i mørket i skæret fra vores lejrbål, alt imens Johnny Madsen underholdte fra en lille højtaler... Good Times!!!

Der er "ild i piben"












Alting har en ende og vi nåede et punkt, hvor vi var nødt til at krybe til køjs. -Vi skulle trods alt også have noget ud af dagen imorgen...



Mikkel kom ganske udemærket igennem hans første nat i hængekøje. Det tager trods alt lidt tid, at vænne sig til at sove i sådan en fætter...
Han stod først op og fik gang i bålet igen. Jeg fulgte trop og vi påbegyndte turens næste højdepunkt, -"vildmarks-morgenkomplet".
Mikkel havde medbragt pølser, samt et stykke af det ypperste røgede bacon, den lokale slagter kunne levere. Vi skulle selvfølgelig også have scrambled eggs, juice og kaffe.

Bål-pølser til morgenmad


Da morgenmåltidet var indtaget og solens første stråler nydt, blev lejren pakket sammen og alle spor slettet.


Kajakkerne blev igen pakket, denne gang lidt lettere...




Vi havde bestemt os for at krydse over fjorden og runde Jelse Tange, for derefter at sejle ned imod Lundø Camping, som kunne være et fint opsamlingspunkt.

Turen over fjorden gik strygende, uden alt for meget vind, men da vi rundede tangen blev Mikkel igen sat på prøve. Vi blev mødt med større og større bølger, som ofte slog helt ind over kajakkerne!

Igen klarede Mikkel opgaven til topkarakter, -han må jo være et naturtalent.

Vi valgte dog at ændre planerne en smule og gik i land en lille kilometer før end beregnet. 
Det våde tøj blev skiftet og konerne tilkaldt.

Alt i alt var det endnu en superfed tur, denne gang med godt selskab fra en ligesindet, hvilket jo er en fornøjelse.

På trods af en øm ryg og uvante sidde- og liggestillinger, håber jeg ikke det er sidste gang jeg får Mikkel med på fjorden.



Jeg har som sædvanlig lavet en lille film fra turen: 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar