torsdag den 3. december 2020

Anmeldelse: Thermarest Questar 0F/-18C

 Vintersovepose

Du kender måske navnet "Thermarest" bedst fra deres legendariske liggeunderlag i alle afskygninger, men brandet står faktisk bag mange andre produkter, fx også soveposer.

Forrige efterår var jeg på jagt efter en ny og bedre sovepose til vinterbrug. Jeg har godt nok en af de meget populærer og efter min mening over-hypede "Defence 4" soveposer fra Carinthia, men jeg er langt fra imponeret over denne og finder den absolut ikke tilstrækkelig varm. Desuden fylder den som et ondt år og er temmelig tung.

Jeg opdagede i min søgning Thermarest's Questar serie og blev ret hurtigt forelsket i dens mange features.  



God bredde ved overkroppen
Soveposen fås i flere forskellige størrelser og jeg valgte den der hedder "regular". Jeg er 180 cm høj.












Billedet er fundet på internettet


Data: (størrelse "regular")

Vægt: 1210 gram

Længde: ca 200 cm

Bredde: ca 80 cm

Passer: Personer op til 183 cm

Pakkestørrelse: ca 20 x 25 cm

Fyld: 650 Fill Duck Nikwax Hydrophobic Down RDS

Fyldvægt: 820 gram


Pris: Varierer en del 1400-3000 kr.



  • 650 fill Nikwax Hydrophobic Down™: Absorberer 90% mindre fugt og tørrer 3 gange hurtigere uden at bruge skadelige PFC stoffer (Fluor carbon)
  • W.A.R.M. Fit: With Additional Room for Multiple positions (W.A.R.M.) Betyder at denne pose giver mulighed for forskellige naturlige sovepositioner, samtidig med, at den bevarer sin termo effektivitet.
  • SynergyLink™ Connectors: Øjer og aftagelige stropper til fastgørelse af liggeunderlag.
  • Zoned Insulation: Maximerer varmen og sparer vægt ved at placere fyldet der hvor man har størst brug for det. (Mest fyld foroven og mindst på undersiden, hvor man alligevel har et liggeunderlag eller en underquilt)
  • Box Baffled Construction: Mesh baffelvægge for maximal fylde og for at minimere kolde områder.
  • Toe-asis™ Foot Warmer Pocket: Genial ergonomisk "tå-lomme" af dun, som hurtigt giver varme til kolde fødder.
  • Quilt and Blanket Loops: Giver mulighed for, at kombinere soveposen med et udvalg af tilbehør som fx quilts og tekniske tæpper for ekstra varme.
  • Responsible Down Standard Certified: Certificering der sikrer at det fjerkræ der er brugt til dunproduktionen, er blevet behandlet etisk forsvarligt.
  • Thermocapture technology on the seams: Reflekterende bånd i syningerne, som reflekterer varmen tilbage til brugeren.
  • Yderligere egenskaber: Stor og fyldig varme-krave, som holder varmen inde i posen. Effektiv lynlås med varme-baffel som ikke kører fast. Stor og rummelig hætte, som nemt kan snøres sammen. Udvendig lynlåslomme. Opbevaringsnet, almindelig pakkepose, samt kompressionspose medfølger. (3 stk)

Mit indtryk

Ved første øjekast og berøring vidste jeg, at denne pose var den helt rigtige for mig!
Den er super flot, mega "fluffy" og er ikke mindst stærkt vanedannende at røre ved.
Særligt det indvendige stof er superlækkert og gør det ekstra svært at komme "ud af fjerene", om morgenen.






Jeg er vild med de mange velovervejede detaljer og muligheder denne sovepose tilbyder. Den er rummelig uden at være så stor, at den er svær at varme op. Jeg kan faktisk ligge med bøjede ben i selve posen! Den er dejlig bred ved overkroppen, nærmest lidt "ægge-formet", så man får ikke klaustrofobi i denne pose. En af de fedeste detaljer, er Toe-asis (fodlomme). Det er total lækkert, at kunne stikke fødderne ned i denne dun-himmel! Dem med særligt kolde fødder kan med fordel smide en lille håndvarmer eller en varmedunk ned i lommen. Dermed er det definitivt slut med kolde fødder!

Hætten er tilpas stor til at jeg både kan have min lille pude deri og samtidig have den ene arm over hovedet. Den er dejlig vamset og har en stor og fyldig baffel, der går hele vejen rundt. Man kan med fordel vippe baflen ned over øjnene, hvis der er for lyst... 

Jeg har haft mange soveposer gennem tiden, men denne model er ubetinget den fedeste jeg har haft! Jeg glæder mig som en lille knægt i julen, til næste gang jeg skal bruge den og har endnu ikke frosset i den.
Komforten og den store vægt-reduktion i forhold til Defence 4 posen, gør den alle pengene værd.
Lynlåsen er meget nem at betjene og posen er nem at komme i - også i hængekøje!




Jeg synes det er fornemt, at den bliver leveret med hele 3 poser. En til langtidsopbevaring (net), en almindelig pakkepose, samt en lækker kompressionspose, til ture hvor pladsen er trang.

Soveposens yderskal er DWR behandlet, som gør den vandafvisende. Dette er en stor fordel her i Danmark, hvor vi ofte har høj luftfugtighed. Sammen med de vandsskyende og hurtigttørrende dun, skal man altså ikke være synderlig bekymret for, at miste isoleringsevnen selv på længere ture i fugtigt miljø.




Minus
Min eneste anke ved denne sovepose er, at lommen til fx mobilen sidder på ydersiden. Hvis det er rigtig koldt er jeg ikke sikker på, at batteriet dermed kan holde sig tilstrækkeligt varmt om natten.
Jeg så gerne at der var en indvendig mesh-lomme, til kuldefølsomme småting.



Posen kan desværre være lidt svær at finde her i Danmark og er tit udsolgt. Jeg fandt den i sin tid hos PH Outdoor i Viborg.



💥💥💥💥💥💢

lørdag den 7. november 2020

Spindrift - Go eller no go?

 Et beskyttet mikroklima

Til mange af de mest populære køjer fra de store producenter, kan man tilkøbe en form for "vinter/vind-sok", der kan monteres direkte på hængekøjen.
En sådan sok giver en øget beskyttelse mod vind og træk og hæver "indendørs temperaturen" med et par grader.
Desuden får man i tilgift, en smule mere privatliv, da man med "sokken" for alvor kan sammenligne køjen med "et svævende telt".


Spindrift:
DATA
Vægt: ca 355 gram
Materiale: 30D nylon med DWR behandling
Pris: ca 855 kr på Warbonnets hjemmeside (+ fragt og toldomkostninger) Bushcraftbutikkens pris er 1099 kr


Beskrivelse
Spindriften er i princippet en stor "pose", som man trækker ud over køjen. Der er på de nye modeller en dør i hver side og der kan tilvælges en lynlås i enden, så et evt. liggeunderlag nemmere kan indføres.
Der er på samme måde som myggenettet på selve køjen også en elastiksnor i hver ende, til at holde materialet oppe.



Inde i Spindriften, er der to små øjer, som kan bruges til at klikke myggenettet fast på, hvis man skulle ønske også at bruge dette.
På denne nyeste generation, er det lavet således, at man kan isætte køjens stænger på den udvendige side. Man kan derfor med fordel lade Spindriften sidde på køjen, når den skal opbevares og nu nemt sætte det hele op, når man kommer ud i skoven. Tidligere skulle man nærmest kravle ind i "sokken" og montere stængerne indefra.

Materialet er let og har på trods af den vandafvisende behandling, en god åndbarhed. Man kan dog risikere en del kondens på indersiden, særligt i de kolde og fugtige årstider. Det kan derfor anbefales, at sætte den ene eller begge døre "lidt på klem", så der opnås en smule luftcirkulation inde i "puppen".

I sensommeren modtog jeg en Spindrift til Ridgerunner køjen fra Warbonnet Outdoors, til test. 
Den skulle selvfølgelige straks prøves, da jeg personligt længe havde været nysgerrig på konceptet.
Forholdene var ikke ideelle, da vejret stadig var meget lunt, men ikke desto mindre tilbragte jeg adskillige nætter i min nye svævende bobbel.
Ikke én gang oplevede jeg kondensproblemer. Risikoen er dog væsentlig større i vinterperioden. 

En del af oplevelsen ved at sove i hængekøje, er for mig, at jeg kan ligge og følge med og nyde naturen inde fra køjen. Denne del er selvsagt noget begrænset, når man "forpupper sig", men åbner man fx begge døre, kan man stadig nyde udsigten i et vist omfang.
Man kan sammenligne oplevelsen lidt med at ligge i et meget lille en personers telt, eller en bivybag. Man skal altså ikke lide af klaustrofobiske tendenser.




Bruger man en underquilt på sin køje, har Spindriften den fordel, at den også virker som "Underquilt protector". Den beskytter nemlig også mod slagregn, dug og skidt.
Med en påmonteret Spindrift, kan man således "nøjes" med en langt mindre tarp, for at få den nødvendige beskyttelse mod vind og vejr og den store og måske tungere tarp, kan blive hjemme.
I nogle tilfælde, kan man sågar helt undvære tarpen, da Spindriften jo
er vandafvisende. Den kan dog ikke gøre det ud for en tarp og der VIL komme vand ind, på et tidspunkt...

Jeg har i skrivende stund haft fornøjelsen af, at prøve konceptet i blæsende efterårsvejr ned til lige over frysepunktet og må sige, at jeg er imponeret!
Man kan tydeligt mærke forskel på inde- og udetemperaturen og jeg finder det ganske hyggeligt, at ligge i den.
Jeg vågnede en nat med begge arme oppe over hovedet uden at være rigtig kold. Det var ikke gået uden Spindrift!








Jeg krydser nu fingre for en rigtig kold vinter med masser af sne, så jeg for alvor kan få prøvet konceptet af. Under alle omstændigheder, vil dette setup fremadrettet være blandt mine foretrukne løsninger til vinterture.

Skal jeg nævne et minus ved produktet, eller måske snarere et ønske til en forbedring, er det at den er lidt besværlig at på- og afmontere.
Jeg så gerne en stor velcroåbning i mindst den ene ende, således man nemt kan "hive sokken ned" i fodenden, hvis man bare vil sidde i sin køje i løbet af dagen.
Jeg tænker det vil give lidt større frihed og fleksibilitet. 

Overordnet set er produktet særdeles gennemtænkt og i en god kvalitet. Den lever fuldt ud op til mine forventninger og er et attraktivt stykke tilbehør. Jeg kan derfor varmt anbefale, at tilføje en Spindrift til din Ridgerunner køje.

Læs min anmeldelse af Ridgerunner køjen her: Ridgerunner anmeldelse


💥💥💥💥💢

søndag den 1. november 2020

Efterårstur med Don Von Gun...

 Køje, bål og reflektorovn

Efteråret er for alvor over os. Naturens farver går amok og temperaturene er for nedadgående.
Denne tid er for mange outdoor entusiaster en herlig tid, da vi i stor stil kan have skovene og lejrpladserne for os selv.  



Størstedelen af sommerlandets mange gæster, bliver nu hjemme i de varme stuer. Myg og flåter ser man heller ikke mange af.
De koldere og til tider vådere forhold stiller desuden større krav til brugeren og ikke mindst udstyret. 
















Jeg havde igennem længere tid, snakket med en gut der hedder Søren om at tage på tur sammen.
Søren er en erfaren bushcrafter og outdoor mand og har ved flere lejligheder arbejdet som instruktør indenfor områderne. Han er desuden en dygtig håndværker og fotograf, hvilket man kan se på hans Youtubekanal, hvor han optræder under synonymet Don Von Gun
Jeg kan på det varmeste anbefale, at følge med på hans kanal, hvor man udover hans mange projekter, kan se bushcraft i sin fineste form.
Da Søren henover sommeren har haft travlt med at producere film til hans kanal og jeg selv pludselig stod midt i en flytning og renovering af et gammelt hus, blev vi enige om, at forsøge at mødes i efteråret.

Dagen kom og jeg kørte mod Bryrup, hvor vi mødtes. Søren kendte et fedt sted i nærheden, hvor vi kunne have bål og sove i vores køjer.  



Vi vandrede med fyldte rygsække ind til lejrpladsen og fik etableret en overdækning ved bålet. På den måde kunne vi både få læ og varme på de kolde aftener.
Vi byggede en konstruktion af store grene, som kunne give struktur til tarpen. Det var helt perfekt!  

















Efter en masse snak om alle vores fælles interesser og bekendte, kom mørket snigende og vi skulle nu pludselig skynde os, at få hængt køjerne op og få samlet brænde.
Vi blev enige om, at vente med ribbenssteg og reflektorovn til næste dag og grillede derfor blot et par gode pølser over bålet.
Snakken gik og inden længe begyndte køjerne at kalde... Jeg faldt hurtigt i søvn og sov fra både regn og rusk i min medbragte Warbonnet Blackbird XLC hængekøje.  



Lørdagen gik efter en gang bacon og pølse på pind, med ture rundt i området, samling af mere brænde, samt et kaffe-besøg af en anden spændende fyr som hedder Poul.  




Poul er udover at være en passioneret outdoor mand, en sand multikunstner. Han skaber de vildeste ting i hans værksted og viser det meste frem på hans Instagram profil, under navnet Danish Walkabout
Hvis du kan lide Gør-det-selv projekter og finurlige kreationer, altsammen krydret med smukke naturoplevelser, så bør du helt sikkert følge Poul!

Da Poul var taget hjem, byggede jeg en lav "bushcraftstol" af grene og min medbragte kanvas "multikøje". Jeg var nemlig blevet træt af, at sidde på jorden... 

Samtidig fik Søren sat stegen over i reflektorovnen. -Den skulle nok have et par timer... 
Vi måtte sande, at opmærksomhed er nødvendig og at stegen langt fra var færdig, da klokken nærmede sig 19.00.


Vi måtte have mere gang i bålet og efter i alt ca. 5 timers slow cooking, var stegen endelig færdig. Søren lavede en sovs og havde medbragt rødkål. Jeg havde taget en stor kartoffelpandekage (rösti) med, som vi varmede i reflektorovnen, mens stegen hvilede.  
Det smagte himmelsk og var al ventetiden værd!!  

Resten af aftenen gik med bålkaffe og røverhistorier  















Søndag morgen stod den på bålkaffe og marcipanroulade - et sundt og nærende morgenmåltid til skovens folk... 😆
Efter en gang morgenregn, holdt det nu så tørt, at vi kunne få lejren pakket sammen. Rygsækkene var heldigvis lettere end på vejen ind og turen gik nu hurtigt mod bilerne.

Endnu engang har jeg mødt en person, med fælles interesser, hvor kemien passer og snakken bare går derudaf.
Det er en fed fornemmelse og er meget livsbekræftende, især i disse Corona-tider. Jeg er enormt glad for, at være kommet dertil, hvor muligheder og venskaber som disse opstår.

mandag den 7. september 2020

Sommer "hangout" i Vejle Ådal


 Træf i en Corona-tid

I Facebook-gruppen "For os der bruger hængekøje", forsøges der at afvikle 3 årlige og officielle træf, eller "hangouts", som vi ynder at kalde det.  



På grund af den verdensomspændende situation med COVID-19, har den slags samlinger selvfølgelig været udfordret. Det årlige sommer træf, som plejer at blive afviklet omkring Pinse, var derfor blevet udskudt til første weekend i September.

Bagmanden bag eventet, Henrik Kjer havde ud over at finde et genialt og rimeligt centralt sted til arrangementet også valgt at sætte en deltagerbegrænsning på, således at der maksimalt måtte være 40 deltagere.  

Henrik og Ninett laver overdækning af bålpladsen

Deltagergebyret lød på 50 kr, som dækkede håndsprit, vådservietter, toiletpapir og brænde ad libitum. Lokationen var sat til Birkelund Shelterplads i Vejle Ådal, nær Bindeballe. Kutymen var, at alle skulle hjælpe til og fx. hente en trillebørefuld brænde oppe ved Henriks bil så tjansen ikke kun hang på de få. 

Fællesspisning, var grundet Corona droppet og der blev opfordret til at man hver og især, lavede mad til sig selv og ellers holdte en fornuftig afstand. 

Der steges pølser i ly for regnen


Det med afstand og Corona-hensyn, måtte jeg desværre konstatere at ikke alle formåede, at leve helt op til. Det er trist at se slikskåle, chipsposer og spiritusflasker cirkulere rundt om bålene og at folk ubekymret går ombord... Det er den slags, der lynhurtigt kan sprede virus sætte en fuldstændig stopper for arrangementer som dette! 

Gamle vaner kan være svære, at få bugt med, men den slags går bare ikke længere.

På trods af denne lidt lemfældige omgang med diverse fristelser, formåede deltagerne dog, at gebærde sig med rimelig fornuft og omtanke. Pladsen summede af god stemning og højt humør - også selvom vejret var temmelig omskifteligt. Blå himmel blev skiftet ud med regnbyger op til flere gange i løbet af dagene.  







Folk gik i vanlig stil på visit hos hinanden og erfaringer, tips, tricks, samt gode råd blev udvekslet på kryds og tværs. For nogen blev en tur som denne en dyr omgang, da man hurtigt kan finde ud af, at man mangler den "helt rigtige køje", eller andet udstyr...  
















Lørdagen bød på alt fra vandreture i nærområdet, besøg på Bindeballe Købmandsgård og middagslure i køjen. Enkelte tog endda en tur i svømmehal (det kan godt være lidt kedeligt at være barn på sådan et træf)

For mit eget vedkommende gik tiden med snak og at "catche op" med nye og gamle venner. Råhygge i køjen blev det dog også til :-)  





Mr. La Cour i skarp form!





















Tiden fløj afsted og de to døgn, var ovre inden man fik set sig om. Efter en kop morgenkaffe i køjen og en hurtig pakning af rygsækken (Jeg havde netop modtaget en ny Karrimor Sabre 60-100, som der kommer en anmeldelse af, her på siden), takkede jeg af og kørte til den nærliggende campingplads i Randbøldal, hvor min kone og to drenge havde tilbragt weekenden. Vi slog således to fluer med ét smæk. 






Jeg kan varmt anbefale, at deltage i arrangementer som dette, da mulighederne for at suge information og lære tips & tricks fra os gamle erfarene rotter, er nærmest uendelige. Hyggen og de mange venskaber, skabt på baggrund af de samme interesser, er enormt givende og livsbekræftende.


Jeg vil gerne benytte lejligheden til, at udbringe en stor tak til gruppe administrator og bagmand bag eventet Henrik Kjer, for endnu engang at trække det store læs og bruge enormt meget tid på, at stable det hele på benene. Godt arbejde!!