mandag den 11. december 2017

Den store hængekøje gennemgang - Del 2 // Warbonnet Blackbird XLC og Chameleon Hammock

 Flere køjer er blevet afprøvet og testet!

Som en opfølgning på min tidligere gennemgang og anmeldelse af bl.a. DD Hammock's "Frontline", Hennessy Hammock's "Explorer" modeller og Ticket to the Moon køjen, kommer her en del 2, hvor jeg denne gang kigger nærmere på Warbonnets Blackbird XLC og Dutchware's Chameleon.
Se del 1 her: Hængekøjer for alle pengene - Den store gennemgang


Warbonnet Blackbird XLC

-Vel nok en af de absolut mest populære og mest hypede køjer i DK - måske endda i hele verden??

Warbonnet er placeret i Colorado, USA og er ejet af Brandon Waddy.
Brandon er selv ivrig backpacker og "udendørsmenneske", i hvert fald når tiden tillader det. Firmaet producerer en lang række af forskelligt grej til hængekøjeverdenen.

Blackbird køjen har ikke opnået sin popularitet uden grund. De unikke features, som "the shelf", eller på dansk -"hylden" og den integrerede "footbox", gør den særdeles komfortabel og "nem at have med at gøre".

"Hylden" fremkommer, da der er syet et ekstra stykke stof på køjens myggenet. Stoffet lynes sammen med myggenettet på køjen og holdes udspændt af et par "tie outs" med elastiksnor.
Man kan således smide alt fra ekstra tøj, en bog, lommelygte eller måske lidt snoller, op i hylde-rummet. Man skal dog være lidt varsom med tungere ting, da hylden ellers bliver ret "nærgående", når man ligge i køjen.

Hylden dannes af det overskydende materiale til højre i billedet



Footbox'en opstår også ved hjælp af en ekstra kile, som er isyet myggenettet, nede i fodenden af køjen. Den skaber således ekstra plads til fødderne og er med til, at give et mere fladt leje, end mange andre traditionelle køjer. Footboxen forsvinder, hvis man lyner myggenettet af.

Footbox'en giver et dejligt fladt leje


Hele myggenettet kan lynes af, hvis man har behov for dette. Jeg vil sige, at det kun er tilrådeligt i vinterhalvåret, i hvert fald på disse breddegrader, med mindre man befinder sig ved kysten eller et andet "luftigt" sted...
Man kan tilkøbe et "Top Cover", som yder lidt mere beskyttelse mod vind. Coveret lynes på, istedet for myggenettet.

Top cover

Myggenettet holdes ud fra køjen vha tie outs.
-Specialtilpasset underquilt "Twister",fra Fimbul Gear.



Brandon har netop lanceret en lettere opgraderet udgave af den populære køje. Den største nyhed, er muligheden for, at stige ud på begge sider af køjen, da der nu er dobbelt lynlås på begge sider.
Dette giver også mulighed for, at spejlvende myggenettet, således liggeretningen også ændres.
Denne feature er rigtig fed og vil helt sikkert øge køjens popularitet.


Læg mærke til hylden...



DATA (dobbeltlags 1.7)

Vægt: 1110 gram
Længde: 11 fod / 335 cm, personlængde 213 cm
Kapacitet: 180 kg

Min mening

Jeg synes XLC'en er en rigtig lækker køje, med en super god komfort.
Den er lavet i gode gedigne materialer og med mange nyskabende detaljer. Den virker til, at være lige så "robust", som fx Hennessy Explorer Deluxe (som må siges at være en "heavy duty" køje), hvilket giver indtryk af, at det er en køje man kan have i mange år frem.

Hylden er smart og funktionen har mange tilhængere. Personligt er jeg lidt ambivalent. Jeg savner at kunne se hvad jeg har liggende og foretrækker "peak bags/shelfs", som fx ses i Chameleon køjen fra Dutchware. En peak bag er typisk lavet af myggenet og hænger oppe i "peak'en"/spidsen på køjen. Jeg synes det er nemmere at overskue indholdet.
Hylden kan dog indeholde mange ting og er med til, at skabe orden og struktur, hvilket er et stort plus. Ydermere giver den også en smule læ, mod evt. vind.

Footbox'en derimod, synes jeg er en rigtig lækker detalje, som alt andet lige, giver en anelse fladere leje, end i fx Hennessy's køjer. Om dette er afgørende for brugeren, er meget individuelt.

På trods af det flade leje og den gode liggekomfort, er der dog en ikke uvæsentlig ting, som jeg finder ret frustrerende. Jeg betragter mig selv, som en erfaren "hænger" efterhånden og har haft fornøjelsen af, at prøve en stor del af de mest tilgængelige køjer på markedet. Jeg kender derfor mange af de små tricks, der skal til for, at sikre en god nat i en køje. XLC'en giver mig dog kamp til stregen, idet jeg har meget svært ved, at eliminere det til tider frygtede fænomen - "Calf ridge". 
Calf ridge er en skarp fold, som kan opstå i køjens stof, fra spidsen af køjens fodende og ned til under ens læg (På engelsk calfs - deraf navnet). Denne fold giver et tryk op under læggen og kan i visse tilfælde, få dit ben til at sove.
Normalt kan jeg "vride" mig ud af problemet, eller måske justere køjen lidt, men med XLC'en, kan jeg ikke altid slippe for den. Hvilket kan være enormt frustrerende. 
Jeg er kommet frem til, at det skyldes måden køjestoffet er samlet på, i enderne samt det faktum, at min udgave er en kraftig dobbeltlags model og dermed er en lille smule "stiv i betrækket". -Måske er problemet ikke så stort i en af de tyndere udgaver??
I min Hennessy har jeg meget sjældent problemet. Hennessy køjen er foldet på en særlig måde i enderne, hvilket flader denne "højderyg" ud og i mit tilfælde, giver færre problemer. 

Myggenettet bliver holdt udspændt ved hjælp af to elastiske burduner, fastgjort i to punkter på hver side af køjen. Man har derfor rigtig god plads og får altså holdt myg og andre irriterende gespenster, på behørig afstand.
Ulempen ved måden disse tie outs er fastgjort på er, at man er nødt til, at hægte myggenettet løs fra bardunen for, at kunne vippe nettet til side, når man fx skal lave "breakfast from the hammock", eller skal fifle med soveposen. -Med mindre man rækker ind under nettet. Alternativt skal man hive pløkken op, som holder bardunen.
Man er også nødt til, at dukke sig og nærmest krybe lidt sammen, når man skal ombord i køjen, når nettet er spændt ud. Dette er et kompromis man må tage med, for at opnå rummeligheden, når man først har fået sig lagt.



Liggeretningen i min model køje, er givet på forhånd, da den er den gamle model og ikke kan spejlvendes. Jeg er således nødt til at vælge mine træer med ekstra omhu, hvis jeg ønsker at nyde en evt god udsigt. Jeg har i flere tilfælde været nødt til, at gå på kompromis med udstigningsside og udsigt.

Ridgeline'en er en af de absolut laveste jeg har oplevet. Når jeg sidder i køjen, er den lige nøjagtig i højde med min mund, hvilket er ret træls, for at sige det på godt jysk...
Køjen er altså ikke super god som "stol", hvilket selvfølgelig heller ikke er hovedformålet. Den lave højde gør, at der heller ikke er "så højt til loftet", inde i køjen, når man ligger i den. Dette kan måske virke en anelse klaustrofobisk for nogen?
Jeg har ikke de store problemer med det, bortset fra, når jeg skal sætte mig op.


UPDATE:

Jeg har efterfølgende eksperimenteret en del med denne køje og har nu kortet ridgelinen op med ca. 5 cm. Dette er gjort ved at vikle ridgelinen omkring en lille karabiner, oppe i hovedenden. Den virker nu også som ankerpunkt for min hovedpude og andre ting, som jeg lige kan klikke fast.
Dette har givet en mærkbar forskel i komfort niveauet.

Her ses den lidt lave højde på ridgelinen



Min køje er med "straps & buckles", altså en meget lang webbingstrop og et spænde, i hver ende af køjen. Man kan ved køb, selv vælge hvilken type ophængning man ønsker.
Denne løsning er MEGET brugervenlig og eliminerer behovet for eksterne "tree huggers", til at beskytte træernes bark.
Hvis ikke man har et meget strengt behov for at reducere vægt på alle tænkelige steder, vil jeg helt klart anbefale denne løsning. - Det er super nemt, at ophænge og justere!

Prisen er i den høje ende. I skrivende stund koster en Warbonnet Blackbird XLC 1899 kr i Bushcraftbutikken, som er eneste forhandler på vores breddegrader. Dette skyldes selvfølgelig, at den er håndlavet med stor omhu, af et lille familieejet foretagende og importeret hertil fra USA. Man får altså ikke et masseproduceret mainstream produkt, men et unikt stykke håndværk.
Prisen er uden tarp og andet tilbehør.

Konklusion

Alt i alt, er jeg meget godt tilfreds med køjen og mange af mine ankepunkter, kommer sig af indgroede vaner fra andre køjer.
Jeg elsker, jo i bedste "Shug-stil" (kendt youtuber), at lave morgenmad fra køjen og gerne mens jeg kigge ud over vandet (når jeg er på kajaktur). Dette er en anelse mere besværligt, end i mine andre køjer men er ikke nødvendigvis så afgørende for mig.
Den mest afgørende faktor for mig, når der skal vælges køje til en tur, er hvor godt jeg sover i den.
Da jeg personligt ligger lige godt i både min Hennessy og XLC, er det tit problemet med "calf ridge", som gør udfaldet og derfor Hennessy'en bliver valgt...
Jeg har dog sat mig som mål, at jeg død og pine VIL lære, at holde lige så meget af XLC'en, om det så skal koste mig adskillige nætter med en øm læg!!
Jeg håber derfor, at jeg med tiden bliver tilpas hærdet.



                                                                        💥💥💥💥💥💢

Jeg giver køjen 5 ud af 6 stjerner, da der som sagt er et par punkter, som jeg synes trækker ned.
Jeg vil dog ikke tøve med, at anbefale køjen, da den stadigvæk er i den absolutte top, blandt "gathered end hammocks".
Det er altid anbefalelsesværdigt, at prøve en køje inden et evt. køb, da vi jo heldigvis ikke er ens alle sammen og derfor har forskellige præferencer...



Chameleon Hammock

Denne køje er også amerikansk og bliver produceret af Dutchware Gear, som ejes af Thom Ressler.
Dutch som han kaldes er en erfaren hiker, som har vandret hele den 3500 km lange "Appalachian trail". Han lærte på denne tur, en hel del om hvad der er nødvendigt og hvad der ikke er...
Da der på det givende tidspunkt, ikke var ret mange producenter der delte hans opfattelse af hvordan grej og  udstyr skulle være, gik han selv igang.

Dutchware producerer idag både køjer og tilbehør til disse. Fælles for alle varer er, at der er stort fokus på vægt og enkelthed.
Dutchware har desuden en stor DIY afdeling, hvor du altså kan købe materialer til alle tænkelige projekter indenfor hængekøjeverdenen.

Jeg har haft den store fornøjelse at låne en Chameleon køje, af en af mine egne kunder.
Jeg blev bestilt til, at lave en special udgave af min Twister underquilt, til denne og fik derfor rig lejlighed til, at få den prøvet af. 

Køjen er endnu ikke så kendt/udbredt her i landet, hvilket nok skyldes de tårnhøje importafgifter, som tillægges varer fra USA.
Chameleon køjen kan rende op i et sted mellem 2500-3000 kr, efter den er havnet her i landet!! Told, forsendelse og gebyrer kan næsten fordoblet indkøbsprisen.

Første indtryk - WAUW!!! Den pågældende køje er tofarvet, med en lækker blå farve yderst og en lys grå farve inderst.

På billedet ses en af krogene som kan bruges til, at fastholde en underquilt.

Tie outs og dobbeltbund. Underquilt fra Fimbul Gear



Der er plads til, at smide et liggeunderlag ind herimellem, hvis man ikke er så heldig, at eje en underquilt.
Selve køjestoffet (Hexon 1.6), er usandsynlig lækker, at røre ved og vandt straks mit hjerte! Det er nærmest helt bomuldsagtigt, at røre ved og er utroligt blødt. Det virker ikke plastik agtig, som noget nylon kan gøre.

Ophængningen, består ligesom på min XLC, af "straps & buckles", eller "Beetle buckle suspension" som Dutch kalder det.


Den smarte "Beetle", er et ultra let titaniumsspænde som gør det muligt nemt, at frigøre køjen fra webbing materialet. Dette kan være en fordel, hvis stropperne er blevet våde af regn, når der skal pakkes sammen.
Man kan desuden tilkøbe et stangsæt, som giver mulighed for, at hænge to Chameleons ved siden af hinanden, i samme træer! Stængerne indsættes i hullerne i Beetle spændet og holder altså de to køjer fra hinanden. -En super smart detalje.
Webbingen er vævet af Dyneema fibre og er super let og enormt stærkt.

Selve køjen, er egentlig ganske simpelt konstrueret og minder rigtig meget om en Hennessy i form og udtryk. Det er nemlig på samme måde som på en asymetrisk Hennessy, myggenettet der giver faconen.
Nettet er skåret asymetrisk og tynger således køjens sider ned og angiver liggeretningen. Det som er ekstra smart er, at det er muligt at lyne hele nettet af og spejlvende det, således liggeretningen ændres. Hvis man ønsker det, kan der også her tilkøbes et såkaldt "top cover", som yder lidt mere beskyttelse mod vind og som samtidig holder lidt bedre på den opbyggede varme, inde i køjen.
Man skal dog være opmærksom på, at brug af top cover kan give ekstra kondens i køjen, da åndbarheden nedsættes. 

Top Cover




Chameleon køjen er også udstyret med muligheden for, at bruge "tie outs", som giver ekstra rummelighed, idet myggenettet bliver holdt stramt. De består af en elastiksnor med en krog i hver ende, som så kan klikkes på køjen forskellige steder, afhængig af præferencer. 

Tie outs, som kan placeres frit



Der er ligeledes placeret diverse D-ringe og små kroge både udvendig og indvendig i køjen. Man kan således hægte ekstraudstyr på forskellige steder, alt efter behov. Krogene virker som "guide", til dem som bruger traditionelle underquilts. Man hægter krogene på underquiltens elastik-ophæng, hvilket sikrer at den bliver hvor den skal. 
Organizer, som kan placeres frit både indvendig og udvendig




Inde i selve køjen, på den lånte model, var der en opbevaringspose monteret på køjens ridgeline. Posen kan bruges som flaskeholder og har flere anvendelses muligheder.

Bottle holder/organizer til ridgeline



Til at holde styr på diverse stumper, er køjen desuden udstyret med en "Peak bag", som er placeret i den ene ende, monteret på ridgelinen og et par af de indvendige D-ringe.
Dette net kan fx bruges til at opbevare ekstra tøj til natten, hue og vanter, eller måske en god bog.
Nettet kan åbnes og lukkes ved hjælp af en "klemme", som kan glides frem og tilbage på ridgelinen. 

Peak bag


DATA

Vægt: Afhænger af materialevalget, men en dobbeltlags køje i 1.6 Hexon og med Beetle buckles vejer 1048 gram

Længde: 11 fod eller ca 335 cm. Passer til personer op til 213 cm.

Min mening

Jeg synes Chameleon køjen er VANVITTIG LÆKKER!! Den er den absolut mest fleksible og modulerbare køje, jeg endnu har oplevet.
No nonsens, no bullshit, simpel køje i lækre materialer, med mulighed for selv at vælge til og fra.

Jeg lå mega godt i køjen og kunne (næsten) ikke - selvom jeg ihærdigt forsøgte, frembringe skyggen af "calfridge"! Stoffet er simpelthen så blødt og lækkert, at jublen næsten ingen ende vil tage...

Muligheden for selv at "designe" sin køje, er fremragende. Der er et hav af forskellige farvekombinationer at vælge imellem, samt forskellige typer tekstiler. Tilbehør og ophængningssystem vælges også, efter behov. Alt er modulerbart og kan tilkøbes efterhånden som ens behov ændres. -Genialt!

Peak bag'en, er en af mine favorit detaljer. Jeg synes den er mega smart og jeg påtænker, at lave en efterligning til mine egne køjer. Tingene er nemme at nå og overskue.

Myggenettet bliver holdt godt ud fra ansigtet og er meget nem, at lyne af og spejlvende.

Liggeretningen kan frit vælges, ligesom udstigningssiden. Dette er en kæmpe fordel for mig, da det giver optimale muligheder for, at få den perfekte udsigt. Der er nemlig ikke noget der slår, at kunne ligge i sin køje med en god kop kaffe og nyde udsigten ud over vandet, når man er på kajakcamping.

Ridgelinen sidder en anelse højere end på XLC'en fra Warbonnet og giver således lidt mere "loftshøjde".

Kvaliteten er i den høje ende, alt er pænt og ordentligt udført og køjestoffet virker meget solidt og stærkt, på trods af den bløde finish.

Prisen er som sådan ikke skræmmende, når man sammenligner med konkurrenterne, hvis ikke det var for de skyhøje told og ekspeditionsafgifter.
Priserne for en komplet Chameleon (uden tarp), ligger fra 100-350 dollars.


Konklusion

Chameleon er en af de lækreste køje jeg til dato har prøvet. Vægt og fylde er minimal og mulighederne er mange. Komforten er helt i top


Køjen lever i aller højeste grad op til sit navn "Chameleon".

Jeg giver køjen topkarakter for dens mange muligheder!


                                                                  💥💥💥💥💥💥



Du kan se en kort gennemgangs film om køjen her: 


OBS: Jeg har lånt supplerende billeder fra både Warbonnet's og Dutch's sider.

Find næste afsnit i serien her: Den store køjegennemgang del 3