onsdag den 16. november 2016

Gør-det-selv termoisolering til vandflaske

DIY Cozy til Nalgene flaske

Inspireret af forskellige løsninger på Youtube, har jeg valgt, at lave min egen udgave af et "termoisolerings-etui" til min Nalgene vandflaske.

Hvis man som jeg, holder af, at campere om vinteren i sne og kulde, er der en overhængende risiko for at ens drikkevand vil fryse til om natten.

Man kan vælge, at tage en flaske med vand med ned i soveposen, eller forsøge at isolere sig ud af problemet.
-Jeg selv har valgt en kombination...

Jeg har lavet et termoetui af "alubobleplast", også kendt som "Reflectix".
Alle samlinger er tapet sammen med alutape. Hele yderdelen har desuden fået et lag tape, for ekstra beskyttelse.

Etui'et har to lag alubobleplast og isolerer rigtig godt! Jeg kan som bonus, nu bruge min vandflaske som ekstra termokande.

De fleste gange jeg camperer i vintertiden, vil etui'et fint holde mit vand frostfrit, men er der risiko for særlig hård frost, vil jeg nok vælge at tage hele molevitten med ind i teltet, eller hængekøjen. Måske endda med ned i posen.

Det kan godt være lidt svært at få fat i "Reflectix" herhjemme, men et termo-forrude-cover til en bil, kan fint bruges.

Med et sådan "cover" til ens vandflaske, er morgenkaffen sikret, når man er på vintertur! 😄


torsdag den 10. november 2016

Ny underquilt til hængekøjer

Fra tanke til handling

I takt med min stigende interesse for hængekøjer og hvad dér tilhører, har jeg længe haft et godt øje til de mange forskellige underquilts der findes mange steder i verden -UNDTAGEN I DANMARK!

Hvem gad ikke godt eje en af de lækre amerikanske quilts, som man med savlen dryppende ned fra hagen, kan se på fx Youtube?? Er man bare lidt til hængekøjer, kan man sikkert sagtens sætte sig ind i dette... :-)


Anyway, jeg har hverken råd eller lyst til at spendere adskillige tusinde kroner på, at importere et af disse lækre produkter. Derfor besluttede jeg mig for (stærkt inspireret af et indlæg på Bushcraft forum, af "Baymann" https://bushcraftdk.diy-underquilt-til-min-hængekøje) endnu en gang at lave min egen løsning.
Denne gang skulle projektet bare have hele armen, -med de lækreste tekstiler der kunne købes og med bafler fulde af dun. Jeg ville have en hardcore vinter-underquilt!

En gammel gåsedunsdyne, samt en andedunspude, blev fundet frem fra loftet og resten af materialerne blev bestilt fra Extremtextil i tyskland.

Da materialerne ankom med GLS, gik jeg straks igang. Min kone havde netop fået sig en ny symaskine, som er væsentlig bedre end hendes gamle, så jeg fik lov til at indvie maskineriet.
Jeg er hverken skrædder eller specielt kyndig indenfor syningens ædle kunst, men jeg har masser af gå-på-mod og idéer, så jeg kastede mig hovedkuls ud i det.













Jeg mærkede baflerne af på henholdsvis inder og yderstoffet.






For at skabe det som på engelsk hedder et "differential cut", skal inderstoffet klippes lidt smallere end yderstoffet. Dette gør, at man ikke komprimerer fyldet når quilten er spændt helt tæt op ad køjen. Baflerne "hænger" derfor på ydersiden og quilten bliver helt glat på indersiden.

Baffelvæggene lavede jeg på denne model, ved at klippe inderstoffet i strimler og derefter sy dem sammen, med et 5 cm overlap. Dette overlap blev derefter syet på yderstoffet og er nu "skillevægge" imellem baflerne.












Jeg opdagede efterhånden som projektet skred frem, at jeg egentlig var ret skrap til at styre den der symaskine og forskellige tanker for fremtiden begyndte at poppe op...


Jeg havde et hav af gode idéer til hvordan quilten skulle laves og hvilke detaljer den skulle have.


Her ses en af "endebaflerne" som skal modvirke træk, når uq'en er er spændt op under køjen


Jeg valgte at montere små "gribeøjer" i alle hjørner af uq'en for, at sikre et stramt ophæng og dermed forhindre at den kommer til at "pose" under køjen.



På yderstoffet ses baflerne tydeligt



Indersiden er helt glat pga. forskellen i materialernes bredde.

Jeg fik uq'en op at hænge ude i carporten og fik justeret alle elastikker til, så den sad perfekt.


SUCCES!! Den var fabelagtig, at ligge i og glæden ved selv at have lavet et produkt af denne kaliber var ganske stor!
Nu manglede jeg bare en rask lille tur hvor jeg for alvor kunne få den testet.









Halloween i køjen...



Denne Underquilt valgte jeg som sagt, at fylde med dun. Denne proces kan være enormt tidskrævende og ikke mindst skabe et vældigt svineri. Jeg stoppede baflerne en håndfuld ad gangen, ganske forsigtigt imens jeg sad på en skammel, ude på badeværelset... Sammenlagt har jeg nok brugt 15 timer på projektet, da det samtidig var en større læringsproces.

Dun er desuden temmelig dyre, hvis man skal ud at købe dem og særligt hvis de kommer fra europæiske gæs/ænder, som er blevet behandlet etisk korrekt.

Derfor begyndte jeg at fundere over muligheden for, at bruge syntetisk fyld, som gerne skulle føles lidt ligesom dun, til fremtidige projekter...
Et dun produkt ER bare mega lækkert at røre ved og det kan komprimeres enormt meget i forhold til de fleste syntetiske materialer.
Forskellige tidsoptimeringsprocesser blev også gennemgået og skrevet bag øret.

Nyt projekt

Idéen om et alternativt fyldprodukt blev virkelighed. 
Jeg fik lavet en aftale med en dansk producent, som laver et helt unikt syntetisk fyldprodukt til dyner og puder, om at få en portion til en prototype.
Fyldet er lavet af en blanding af polyester og polyethylen og er inspireret af snefnug og lavet specielt til det skandinaviske klima.  

Jeg bestilte en ny omgang materialer hjem fra tyskland, denne gang med en så skarp en slutpris som muligt for øje, men stadigvæk med et højt kvalitetsniveau.

Projekt "Fimbul" blev iværksat.



Fimbul 1200, 3-sæsoner






Jeg valgte at følge næsten samme opskrift denne gang, som med dun-quilten. Altså langsgående bafler, og de samme justerings muligheder.

"Skillevæggene" imellem baflerne blev denne gang lavet selvstændigt af "myggenet" og altså ikke af selve inderstoffet.

Myggenettet er med til at mindske den samlede vægt, er billigt og øger åndbarheden.

Endebaffel og justeringsøjer
Det endelige resultat blev endnu bedre end den foregående quilt!
Syningerne og detaljerne står meget skarpere og ser i al beskedenhed ret så professionelle ud.

Tidsforbruget på processen er skåret markant ned, både på klipning, syning og ikke mindst på arbejdet med ifyldning af isoleringsmaterialet.
-Jeg har nemlig opfundet en metode til at blæse materialet ind i baflerne...
 Alt i alt, har jeg nu tilegnet mig en række erfaringer med både processer og materialer, der gør at jeg har en drøm om, at kunne lave en mindre produktion af underquilts og måske på sigt også andre hængekøje relaterede produkter.

Jeg fik testet uq'en hjemme i haven, et par nætter, hvor temperaturen sneg sig ned i nærheden af frysepunktet.
Resultatet var lovende. Jeg sov glimrende uden at fryse.
Næste step bliver, at komme ud i temperaturer under frysepunktet..










I denne 3-sæsons udgave, som jeg har lagt ud med, er den samlede vægt på ca. 1600 g.
Der er ca. 1200 g fyld i quilten, og resten er altså elastiksnore og selve stoffet.

Jeg har valgt, at lave denne første prototype med en forholdsvis kraftig yderskal af ripstop nylon. Dette er dels for at få et meget holdbart produkt, men også for at få et vandafvisende, vindtæt og åndbart ydre lag.

Inderstoffet er lavet i en tynd og meget let faldskærms nylon, ligeledes i ripstop.

Jeg har ingen intentioner om at skulle konkurrere på vægt og pakkestørrelse, med denne underquilt, men derimod har jeg ambitioner om, at lave et holdbart kvalitetsprodukt, som kan holde til lidt af hvert, kan tåle det fugtige danske klima og til en attraktiv pris...








Mere fyld!

For at komme til at kende fyldmaterialet fuldt ud, med hensyn til både egenskaber og begrænsninger, har jeg nu, som et ekstremt forsøg, fyldt endnu mere isolering i underquilten.
Jeg har gået så langt som, at fylde hele 2100 g fyld i!!





Dette er for at mærke forskellen og for at finde den perfekte balance mellem vægt og komfort. Quilten ser nu vanvittig lækker ud, -den er blevet stor og forholdsvis tung, men til gengæld er den uovertruffen varm! Der er ikke noget fyld som "skifter plads" når man tumler rundt i køjen og det bedste af det hele er, at den stadig passer ned i min komprimeringspose og endda kan halveres i størrelsen.
Man kan nok drage paralleller til en sovepose som fx Carinthia Defence 6, mht størrelse og vægt. Fimbul quilten kan bare komprimeres meget mere!

Tanken er, at kunne levere en underquilt, som er designet til den enkelte brugers behov og krav til komforttemperatur.

Med den nylige "opgradering" til "Deep Winter edition", måtte jeg selvfølgelig ud og sove i køjen endnu en gang.
Jeg fik rigget det hele til ude i haven, vejrudsigten sagde minus 6-7 grader, samt et par centimeters sne. Perfekt!!


Jeg lagde ud med at have langt fleeceundertøj på, samt en tynd fleecejakke. Inderst havde jeg en uld t-shirt og på fødderne, et par tykke uldsokker.
Da jeg havde fået varmet soveposen op, røg jakken.
Jeg vågnede ved 02.00 tiden, da laget af sne rutchede af tarpen. -Jeg svedte helt vildt! Jeg stod op for at tisse, smed trøjen og fik lidt luft.
Jeg hoppede nu tilbage i soveposen, denne gang uden at snøre den sammen. Det var tydeligt at mærke underquiltens massive varme fra neden. Herligt!

Sneen kom!


Jeg sov nu resten af natten uden problemer. Dvs det var dog lidt problematisk, at få sig selv til at stå op kl. 06.15 for at gå på arbejde. Jeg lå nemlig fabelagtig godt...

Denne test var medvirkende til, at jeg har fundet et par mindre områder hvor jeg vil optimere.
Fx. vil der blive ændret lidt på måden quilten bliver holdt udstrakt på. I hvert fald på de tungere vintermodeller.


Konklusion

Jeg har nu fundet opskriften på et super godt alternativ til de dyre amerikanske dunquilts og de tynde underblankets fra DD Hammock.
En underquilt målrettet til det til tider våde danske klima, med et helt unikt fyld! Håndlavet, i Danmark, med danskproduceret fyld!
Tanken er, at man som forbruger selv vælger hvor meget fyld man vil have i og dermed hvor varm underquilten skal være.
Som udgangspunkt vil modellen være tilgængelig i en "Fimbul 1200, 1600 og en 2100", hvor 1200'eren er en 3-sæsons model, 1600 er 4-sæsons og 2100 er "Deep winter edition", til dem som ikke kan få det varmt nok...
Har man som potentiel køber, et særligt ønske til fyldvægt, siger man bare til.

På Facebooksiden Udmedkøjen, vil der løbende komme informationer om de forskellige modeller, priser og evt. ændringer. Så giv siden et 'like' og følg med.
Ligeledes vil jeg indimellem linke fra Udmedkajaks facebookside.

Er du interesseret i en "Fimbul Underquilt", så send mig en PM eller en mail, så tager vi den der fra...

Jeg vil så snart tiden tillader det, lave lidt mere og uddybende video omkring "Fimbul Underquilten". Så husk at abonnere på min Youtube kanal.