fredag den 9. april 2021

Karrimor SF Sabre 45 - Anmeldelse

 Hårdfør rygsæk

Sabre 45 er en mellemstor, særdeles slidstærk og robust rygsæk fra engelske Karrimor SF's Sabre serie.
Tallet 45 angiver kapaciteten i liter.




Designet er et mix mellem "Alpin/mountaineering" og "Army", hvilket har gjort den til en af de mest populærer og brugte rygsække, indenfor fx bushcraft miljøet.

Den har den slanke, adrætte stil fra bjergbestiger verdenen, kombineret med det "pansrede" og modulære ydre fra militæret. - Denne rygsæk er lavet til krig!


Data

Vægt: 1,84 kg
Mål: 55 x 30 x 24
Pris: 1249 kr
Farve: Oliven, sort, brun, grå samt multicam

Kan købes her: Bushcraftbutikken.dk

Bæresystemet

Rygsækken er forsynet med et solidt hoftebælte med to store reb-løkker på siderne, som kan bruges til at løfte rygsækken i, samt til at tilføje forskelligt udstyr. Man kan desuden stikke en økse i løkken, hvis den skal bruges undervejs.

Jeg har ofte en "canteen pouch" fastgjort til den ene løkke.



To polstrede bærestropper, samt et brystspænde, sikrer en optimal pasform og bæreevne.
Rygstykket og bærestropperne er forsynet med "Cool mesh", som sikrer en hvis åndbarhed. Rygsækken har dog fuld kontakt til ryggen, så man må i et eller andet omfang, forvente en svedig ryg.

Alle spænder og stropper, er af aller højeste kvalitet.

Her ses rygsækken med to sidelommer (Rocket pouches)



Indvendig

Rygsækken er en såkaldt "top loader", hvilket vil sige at der er adgang fra toppen, til ét stort rum.
Indvendig er der dog en lomme til fx en vandblære, eller andre småting.
Et stort skørt/snefang, giver mulighed for, at "overpakke" rygsækken og giver samtidig en ekstra barriere mod vind og vejr.


























Indvendigt i en velcrolomme sidder rygsækkens "ramme", som Karrimor SF kalder F-Format. Rammen består af en plade af hård skum, med metal indlæg.






Pladen kan formes til den enkelte brugers ryg, ved fx at ligge den på en seng og trykke på pladen med knyttet hånd.





















I låget er der en ret stor lomme, som er genial til fx førstehjælpsudstyr, toiletpapir, pandelampe eller andre ting man hurtigt skal kunne komme til.

Toplommen er bred nok til at rumme en Silky Gomboy sav



Under låget er der en flad lynlåslomme i mesh, som fx kan bruges til pung, pas, håndvarmere, tandbørste osv. Der er desuden inde i lommen, en lille karabin til at fastgøre fx nøgler til.





Udvendig

Udvendig er rygsækken forsynet med to isøkse/vandrestavs holdere, og to rækker med øjer til fastgørelse af alt fra snesko til potter og pander...

De viste sidetasker er ekstraudstyr






På låget er der elastiksnor, som fx kan bruges til at stoppe jakken ind under, eller måske et liggeunderlag.




Siderne er forsynet med kompressionsstropper i overstørrelse, som udover at sikre så lille en pakkestørrelse som muligt, også kan holde fx et telt, skind eller andre større ting.



To lynlåse, samt klikspænder på hver side, giver mulighed for at tilføje forskelligt tilbehør og dermed personliggøre og optimere rygsækken individuelt. Systemet kendes som "PLC" (Personal Load Carrying System)
Der findes flere forskellige sidetasker og Molle-paneler, samt et eksternt "hydration system".




Det oplagte og nok mest populære tilvalg, er sættet med "Rocket pouches", som er to store sidetasker på henholdsvis 12,5 liter.
Med disse to, kan man altså med et snuptag opgradere kapaciteten fra 45 liter til 70 liter.




Kvaliteten

Denne rygsæk er lavet af de allerbedste materialer og kan nærmest holde for evigt!
DWR behandlet 1000 denier nylon med PU coating på indersiden beskytter dit grej mod vind og vejr, samt uvejsomt terræn.
Alle syninger er udført til UG og er forstærket på de mest udsatte steder.
Lynlåsene er YKK


Konklusion

Jeg har nu brugt rygsækken i et par år, til alt fra dagsture til forlængede weekender, i alle årstider.
Den sidder super godt på mig, og har den helt rigtige stil til mit brug.
Jeg elsker designet, som er"civilt" men robust, uden at være for militær-agtig. Sabre serien, er efter min mening det bedste fra begge verdener.  -Sabre 45 holder bare til alt!








De to store sidetasker, er et "must have", hvis du skal på længere ture, eller bare ikke vil gå ned på udstyr.

Jeg har svært ved at finde noget negativt ved denne rygsæk. Man skal dog være opmærksom på, at den ikke er designet til at bære alt for stor vægt. Dertil er bærestropper og hoftebæltet ikke egnede.
Så hvis du er typen der slæber selv køkkenvasken med på tur, bør du istedet overveje at gå et trin op ad stigen.
Jeg bruger selv rygsækkens storebror Sabre 60-100 til længere ture eller hvor der måske skal bæres mere.


💥💥💥💥💥💢


tirsdag den 6. april 2021

One Tigris Kompound Hammock


 For godt til at være sandt?






Kinesiske One Tigris er måske mest kendt for deres "tactical gear" og udstyr til hunde, men i de senere år er sortimentet blevet udvidet betragteligt med blandt andet telte og sågar hængekøje udstyr.
I dette indlæg kigger jeg nærmere på Kompound køjen og kommer med en vurdering.




For en god ordens skyld skal det nævnes, at Bushcraftbutikken.dk kvit og frit har stillet køjen til min rådighed, så jeg kunne vurdere produktet.

De rå data:

Dimensioner: 260 cm x 130 cm

Vægt: 910 gram

Materiale: 210T Nylon Taffeta

Farve: OD (Mørk oliven)

Ophæng: Karabinere og Daisy chains

Kapacitet: 150 kg

Pris: 649 kr



Beskrivelse

Køjen er med integreret myggenet og lynlås langs den ene side.




Den er udstyret med en aftagelig ridgeline, som er justerbar ved hjælp af en plastik Lineloc.




Centralt på hver side af køjen, er der et justerbart "tie out" (bardun), som breder køjen ud og hjælper med at holde myggenettet spændt.




Inde i køjen er der en mesh-lomme med et integreret cover. Dette kan lynes op langs siderne indvendigt i køjen og nærmest fungere som et slags tæppe. Ovenpå coveret er der 4 loops med elastiksnore, som kan hægtes på korresponderende kroge oppe på køjens ridgeline.













Med det indbyggede cover i brug, kan man skabe en rummelig "hule" og et mikroklima, inde i selve køjen. 
OBS: Man er stadig nødt til at have isolering både over og under sig!




Køjen kommer i en fin taske/stuff sack, som kan hægtes på ridgeline'n og dermed fungere som organizer.
Ophængningssystemet består i al sin enkelthed af en karabiner i hver ende af køjen, som hægtes på en "Daisy Chain" (strop med mange løkker), som skal rundt om træet.



















Køjen er nem at hænge op og der er masser af løkker på stropperne, så justeringen er problemfri.




Konklusion

Overordnet set, synes jeg konceptet er godt. One Tigris har lavet en flot køje, med mange detaljer og kvaliteten er ganske god, særligt med prisniveauet taget i betragtning.
Detaljen med det integrerede cover er rigtig godt fundet på. Det kommer særligt til sin ret i vinterhalvåret, hvor ens udånding vil kondensere og gøre soveposen/topquilten våd, eller lægge sig som frost. Coveret vil i bedste "hagesmæk-stil" fange dette og dermed beskytte dit udstyr.
Hvis man ønsker at bruge coveret, er man dog nødt til at finde sig i kun, at kunne ligge med hovedet i én retning i forhold til lynlåsen. Køjen har altså en decideret hoved- og fodende.

Jeg kan dog ikke se fidusen i en justerbar ridgeline, på så kort en køje. Da justeringen ikke kan give ret meget forskel på grund af de fysiske begrænsninger. Netop størrelsen på køjen er nemlig det helt store minus!
-Den er ALT for lille! Jeg kan simpelthen ikke komme til at ligge ordentligt på diagonal og dermed få et fladt leje.
Istedet bliver man nærmest tvunget til at ligge i den klassiske bananform, som er kendetegnende ved mange af de helt billige og for små køjer. Det er sådanne tilfælde, som er med til at skræmme nybegyndere væk, inden de kommer ordentligt igang.
Man fristes til at sige, at One Tigris folkene enten er meget små eller slet ikke har sat sig ind i hvad der skal til, for at lave en god køje.
Dette er virkelig synd, da jeg ellers oprigtig er imponeret af kvaliteten og detaljerne på så billig en køje.

Var den da bare 20 cm bredere og gerne 60 cm længere, ville den være et hit...

Jeg kan derfor kun anbefale denne køje til børn, hobitter eller andre af etnisk lav herkomst.

💥💥💢💢💢💢



onsdag den 24. marts 2021

Amok Draumr 5.0 og Draumr Ultralight! // Nyheder 2021

 Kan Amok Equipment blive ved??


Hvis du har fulgt med her på bloggen, ved du at jeg har haft fingrene i flere forskellige Amok Draumr modeller efterhånden.
Den første var jeg ikke kæmpestor fan af, men jeg syntes at konceptet var fedt!
De efterfølgende modeller blev væsentlig bedre og især den seneste udgave af  Draumr XL, var et hit.
Du kan læse mine køjeanmeldelser i serien "Den store køjegennemgang".






Gutterne fra Fjeldlandet, er yderst seriøse og innovative i deres stræben efter at lave den perfekte hængekøje og de har nu lanceret de seneste skud fra den norske idé-bank, nemlig Amok Draumr 5.0, samt en ultralight version.

-Findes den perfekte køje overhovedet?? Spørger du mig, så er svaret nej. I hvert fald ikke en der er perfekt til alle.
Vi har som bekendt forskellige præferencer for komfort, udseende og krav til vægt og fylde. Derfor er den perfekte køje til mig, ikke nødvendigvis den perfekte køje til dig...
Når dette er sagt, kan jeg allerede nu afsløre, at Amok endnu engang har formået at gøre en god hængekøje endnu bedre og med ultralight versionen endda sat ekstra turbo på og cementeret deres status i den absolutte superliga! 
Den loyale fanskare vil juble, nye potentielle købere vil måske være et skridt nærmere at trykke på "Læg i kurv" og supernørder som jeg selv, må nikke anerkendende og sige "satme godt gået"!

Jamen hvad er der da sket spørger du så. Er det en helt ny slags køje? Nej, men brugervenligheden og dermed den samlede oplevelse, har fået endnu et los op ad stigen og kritikerne, der har brugt argumenter som "den er alt for tung til backpacking" må genoverveje deres ord!

Reklame! Som brand ambassadør har jeg fået stillet følgende udstyr til rådighed til fremvisning og tests.

Draumr 5.0

Først og fremmest må jeg nævne opgraderingen af lynlåsen og selve myggenettet.
Der er nu (ligesom på 3.0 modellen) igen kommet 3 glidere på, så du selv kan bestemme hvorfra lynlåsen skal åbnes. Hvis du synes det er rarest at åbne fra højre side istedet for venstre, kan du nu gøre dette. Man har dermed også mulighed for, at flytte åbningen om til hovedenden, hvis man fx ønsker at lave liggende morgenmad fra køjen...


Draumr med Skjold 10 Ultralight tarp




























Den største og bedste ændring er dog selve myggenettet. Det er ikke blot lavet i det superstærke og gennemsigtige "Ammolight 20", som er Amoks bud på et Monofilament nylon stof, men er nu konstrueret således, at man ikke længere skal have lynlåsen op over køjens ridgeline.   



Man kan nærmest sige, at nettet er en hybrid mellem tidligere tiders udgaver og den seneste. Det er derfor en ren barneleg, at åbne nettet nu. Der skal ikke holdes igen, løftes og fumles - det kører bare!

Selve netmaterialet er et kæmpe plus. Farven er sort og er behagelig at kigge igennem. Det kan virkelig holde til nogle tæsk og er ikke sart overfor velcro, hård hud og andre genstridigheder. Jeg har under mine tests, erfaret at det nye materiale også giver en smule mere beskyttelse for vinden og holder mere på varmen.
Jeg ved af gode grunde endnu ikke, hvordan det så virker i sommerhalvåret mht åndbarhed og varme, men det må tiden vise...






















Nettet kan ikke længere lynes helt af, men sidder permanent på køjens ridgeline. Ønsker man ikke at bruge nettet, kan det nu skubbes til side og proppes delvist ind i den ene "peak lomme" og sikres med en elastik. På den måde er nettet af vejen, men stadig super nemt og hutigt, at "sætte ind", hvis fjenden (myg) skulle finde på, at indlede et angreb.






Køjens pakkepose er ikke længere fastmonteret på køjens ophæng.
Istedet kan den nu klikkes fast inde i "cockpittet" og dermed fungere som ekstra opbevaring til fx hue og vanter eller andre småting, som er rare at have ved hånden.
Posen sidder altså ikke så udsat for vind og vejr længere og  "flapper" ikke rundt, hvis det blæser.








Den indvendige elastiksnor, der bruges til at holde myggenettet oppe, når køjen bruges i "chair mode", opbevares nu i en lille netpose på køjens ridgeline. Den fastgøres i en lille snorløkke i køjens hovedende og skal altså ikke køres helt ned i fodenden længere.  


Pro tip: Den lille snorløkke kan bruges til at hægte din hovedpude fast til, så den ikke glider rundt, når man stiger ind og ud af køjen.





En anden lækker detalje, er de indbyggede "Water breaks". To flapper af noget kunststof er monteret på ophænget efter spændet og sørger for at vand der måtte løbe ned ad stropperne, ikke finder vej ind i køjen. Simpelt, men smart.





Derudover er køjen som du kender den mht liggekomfort og detaljer. Du får altså stadig samme gode komfort, næsten 360 graders udsigt, samt en førsteklasses vildmarks-lænestol med indbygget kopholder og fodskammel.


















Draumr Ultralight

Er en længe ventet nyhed. På diverse forums har det ofte lydt, at Draumr køjerne var alt for tunge til hiking/backpacking.

Hængekøjernes svar på en fuldblods Ferrari...



Dette udsagn bliver hermed udfordret, da vægten nu er reduceret med 35 %. 
Kampvægten på XL Ultralight er således helt nede på 905 gram!
Standardudgaven vejer 850 gram.

Vægten på det samlede setup kan bringes yderligere ned, med det nye Fjøl Ultralight underlag. R-værdien er 3,7, hvilket giver en temperaturgrænse på -7 grader. Fjøl Ultralight XL vejer 745 gram incl. pakkepose, lappegrej og pump sack.
Underlaget er i princippet magen til Winterlight udgaven, men blot med mindre fyld. Pakkestørrelsen er derfor en del mindre.

Amok har bibeholdt alle de kendte features vi kender og komforten er den samme. Vægtreduktionen er opnået ved lettere webbing, alu spænder og D-ringe istedet for stål og selvfølgelig et væsentligt lettere stof-materiale. En bonus ved det lette Ammolight 20 stof er, at man ligesom med myggenettet, kan se igennem!
 -Mega sejt!




Lommen til underlaget er uden lynlås










Lettere materialer har selvfølgelig nogle begrænsninger. Vægtgrænsen er derfor "kun" på 120 kg.

Ammolight stoffet er ligeledes brugt til den lomme, som liggeunderlaget indsættes i. Det resulterer i at underlaget er meget nemmere at indføre, men også i at man glider en smule nemmere inde i køjen, hvis man fx sidder i sin sovepose. 
Er dette et problem? - Nej absolut ikke, men man bør have det med i sine overvejelser.


Ultralight køjen, henvender sig primært til hardcore backpackere, hvor hvert gram tæller, men komforten stadig er en prioritet. 
Er du ikke typen der skal gå langt med rygsæk, eller bare ikke går så meget op i vægten på dit grej, kan du sagtens nøjes med en "almindelig" Draumr.



Draumr XL Ultralight med Skjold 10 Ultralight tarp



Her med den almindelige Skjold 10 Multitarp






Skjold 10

Som tidligere nævnt har Amok også lanceret en større udgave af Skjold tarpen. 10-tallet refererer til størrelsen. Tarpen er nemlig ca 10 m2 og er dermed 30% større end den almindelige udgave.
Ridgeline længden i "Draumr mode" er hele 380 cm, hvilket svarer til en 12,5 fods tarp. Den kan således også sagtens bruges til andre hængekøjer, som kræver en lang tarp (Fx Warbonnets Ridgerunner)
Tarpen er asymetrisk, idet den har en decideret hoved- og fodende. Der er nu langt bedre dækning og plads til ophold under tarpen, selv med en XL køje. 

Vægten er: 680 gram
Farve: Mørk grå




Skjold 10 fås også i en ultralight udgave, som er lavet i et tyndere materiale.
Vægten er her 545 gram.
Farve: Mørk blå/Midnight blue 








Konklusion

Endnu engang træder Amok Equipment i karakter som et forgangseksempel på interaktion med deres kunder. De beviser, at de lytter til brugernes ønsker. De tager tilbagemeldingerne til efterretning, sorterer i dem og leverer et endnu stærkere produkt. Godt gået!

Jeg er meget spændt på hvad Jonas og holdet finder på næste gang - for der kommer helt sikkert en næste gang - en del gange...





Hvis du vil se mere til Ultralight køjen, kan du se denne film, fra min første solo vandretur med den: 



Du kan se meget mere på https://amokequipment.eu/