onsdag den 11. januar 2017

Årets Decembertur

Kajakcamping i December

Tilbage i starten af December, nærmere betegnet d. 3.-4. var jeg på en lille overnatningstur i kajakken.

Turen gik fra Sundstrup i øst, mod Lundø i vest. -Egentlig ikke en speciel lang strækning, men dette skulle også bare være en hyggetur, hvor jeg ville benytte lejligheden til, at teste og filme "Deep Winter" udgaven af mine underquilts til hængekøjer. Desuden trængte jeg til et skud "vildmarkscamping"...


Afgang fra stranden i Sundstrup


Jeg ville som sædvanligt når jeg sejler kajak, forsøge at fange en fisk undervejs. Et par woblere blev således kastet ud bag kajakken og kursen sat... Det skulle senere vise sig, at blive til endnu en nultur, hvad fiskeri angår 😒
Jeg har ikke ligefrem været ramt af særlig meget fangst-held på det seneste... 

Da jeg havde tilbagelagt dagens etape (ca halvvejs på ruten), var det tid til at finde et egnet sted, at slå lejr.
Jeg studerer, før hver tur, nøje det pågældende område på Google Maps og planlægger forskellige raste- og lejrpladser.
Det er dog ikke altid virkeligheden lever helt op til forventningerne, så det er derfor rart, at have en backup plan.

Stedet jeg havde udset mig var ikke ideelt, men kunne bruges.
Der var ikke så mange egnede træer til, at hænge min  køje i. I hvert fald ikke tæt på stranden, som jeg bedst kan lide det.
Det lykkedes mig dog at få køjen til at hænge nogenlunde og jeg kunne lade roen sænke sig...


Min lejr tæt på stranden.



"Cowboy-kaffen" er sat over på den lille "IKEA-brænder".

 Jeg brugte de sidste lyse timer af eftermiddagen til, at få lavet lidt film om min underquilt.
Du kan se resultatet her.



Herefter stod den på madlavning og bålhygge. Vinden var kold, så varmen fra min lille brænder var kærkommen.
Ikeabrænderen er i øvrigt et sjovt og billigt lille gør-det-selv projekt, som alle kan være med på. Den er ret effektiv, særligt hvis man løfter den lidt op fra jorden med fx tre små fødder.

Billedet er fra den første testbrænding, hjemme i haven




Tid til eftertænksomhed...


Fred, ro og en go' kop kaffe mens maden simrer...









Aftenhygge ved bålet



























Da timerne blev små og der ikke blev vist mere på "stenalder tv'et", krøb jeg i køjen.
Det var som sagt først i December, temperaturen sneg sig ned på minus 2-3 grader og vinden blæste friskt fra vest. Alligevel sov jeg varmt og godt, kun iført mit uldundertøj, en Buff og en tynd hue.
Jeg brugte min sovepose som dyne, da jeg får rigeligt med varme underneden fra min underquilt.

Jeg er glad for at jeg har lavet yderskallen på underquilten i et relativ vindtæt materiale, da vinden det meste af natten stod ind fra enden af min køje. Jeg kunne derfor ikke komme til at spærre ordentligt af med tarpen, underquilten måtte derfor agere windbreaker.
På trods af den isnende December-vind, blev varmen ikke suget ud af underquilten. -Endnu en succes!!
Den stride, fugtige vind, som blæste i løbet af natten havde gjort underquilten lettere våd, næste morgen. Dette var ikke noget problem, da yderskallen også er vandafvisende. Ydermere er isoleringsmaterialet syntetisk og isolerer selvom vandet skulle trænge gennem yderstoffet.
Havde jeg været afsted med min dun-underquilt, kunne situationen have været godt gammeldags træls...


Morgenmad og kaffe blev lavet og nydt fra køjen, i bedste "Shug-stil". Det med morgenmad i køjen er nok et af mine yndlings øjeblikke, når jeg er afsted. -Sidde der, i soveposen, kigge ud på fjorden med en kop kaffe i hånden... Ohh ja, det er stærkt vanedannende!!






Efter morgenmaden, blev lejren pakket sammen og alle spor efter mit ophold slettet.
Hjemturen tog et par timer og forløb planmæssigt i nogenlunde solskin og let brise...


Jeg fik lavet en lille turfilm, som du kan se her: