mandag den 22. august 2016

DIY crate - Gør det selv grejkasse til fiskekajak

Nemt gør-det-selv projekt


Min ellers så lækre grejtaske, som jeg har lavet til min RTM Tempo kajak ( RTM Tempo setup ), passer ikke synderligt godt til min RTM Rytmo kajak. -Bevares, den kan da bruges... men den udnytte ikke den respektive udformning som Rytmoen har fået, netop til at holde en "milk crate".

Jeg besluttede derfor, at lave en ny grejkasse, som havde målene til at passe i det dedikerede "bagagerum" på kajakken.

Efter lidt søgen på nettet, fandt jeg en perforeret kasse med tilhørende låg, som kunne bruges.
Jeg fik indkøbt en stangholder, som egentlig er beregnet til vægmontering, hos den lokale fiskegrejsbutik.

Jeg havde i forvejen en håndfuld karabinere og noget elastiksnor, samt en gammel værktøjs bæltetaske liggende - Game on!!

Hele setup'et har kostet i omegnen af 250 kr.

Berkeley stangholder


Elastiksnor

Bæltetaske til organisering af grej





















Jeg har lavet en lille film der viser kassen: 




Kajak-camping med Rytmo & Hennessy

Blæsten går frisk over Limfjordens vande...

Sommeren har desværre ikke vist sig fra sin bedste side, her i lille Danmark.
Blæst og regn har været lidt for dominerende...

Desuden "valgte" min datter, at lægge sig med kyssesyge, lige som vores ferie startede... Det gjorde selvfølgelig, at vi måtte omprioritere vores feriplaner og tilpasse os til den nye situation.

Alle de planlagte fællesture/soloture i kajak blev også udskudt og andre ting blev vægtet.


Min datter er i skrivende stund, næsten helt på toppen igen og her i sidste weekend, fik jeg muligheden for, at stikke af på en lille overnatningstur.

Jeg gik i dagene op til weekenden og holdt nøje øje med vejrudsigterne, særligt med den til tider barske vestenvind.
Jeg sejler som bekendt ofte alene og går derfor tit med både livrem og seler, hvad angår sikkerheden.
Jeg forsøger at tage højde for vinden, når jeg skal på tur, så jeg ikke bliver alt for overrasket.
Jeg sender desuden et "buddy beacon" signal i ny og næ via appen "ViewRanger", hjem til min kone, -så hun kan se hvor jeg er henne i tilfælde af at en nødsituation skulle opstå.

Jeg udser mig ofte steder på Google Maps, som jeg kunne tænke mig at "besøge", men hvis tiden er knap og vejret ikke er med mig, kan det være svært at få til at gå op.

Jeg bestemte mig for, at køre op til Sundsøre og stille bilen. Det så ud til på vejrudsigten, at jeg kunne sejle i læ langs kysten ned mod Skive. Da jeg kom derop, var virkeligheden dog en anden...

Det så ikke særligt tiltalende ud, så planen blev ændret på stedet. Der var nemlig væsentlig mere læ mod nord istedet.


Klokken var ca 15.00 da jeg sejlede ud. Jeg rundede færgelejet og den første pynt og fik straks en "hammer" lige i hovedet! - Vinden skiftede retning hele tiden og jeg var nødt til at sejle helt tæt på land, for at finde nogenlunde læ.
Efter ca halvanden time på vandet, besluttede jeg at kapitulere. Det var for sej en kamp, at både padle og fiske, så jeg søgte mod land og fandt et sted at slå lejr.



Jeg havde medbragt min Hennessy køje, som netop var blevet konverteret tilbage til original ophængningssnoren, fra whoopie slings, som jeg tidligere har brugt.
Jeg har flere gange oplevet begrænsninger ved brugen af whoopie slings, når træerne har stået for tæt.













Whoopies kræver en lille halv meter plads i hver ende af køjen, når den hænges op. Dette er til den splejsning, som "låser" justeringen fast.

Whoopie slings


Jeg havde tidligere stødt på en særlig "hængekøjeknude", som på engelsk kaldes "The Becket hitch".


The Becket Hitch

Den er blevet brugt i generationer i de sydamerikanske lande, når de traditionelle køjer skal ophænges.
-Det kunne jeg ikke stå for og kunne straks se muligheden for at bruge denne knude, på min Hennessy køje.

Jeg viser hvordan jeg gør i denne film:




Efter etableringen af min lejr, blev der savet brænde til bålet, lavet mad og kaffe, samt fisket fra kysten.













Den stærke blæst havde dog gjort, at det var meget svært at fiske. Vandet flød med ålegræs i rå mængder!
Jeg satte mig derfor istedet ved bålet og nød roen og naturen.

En glad mand





Da jeg havde fået suget nok lejrbål og kaffehygge til mig, listede jeg i køjen og sov som sædvanligt aldeles fremragende! -Det kan være voldsomt afhængighedskabende, at sove i hængekøje...

Efter morgenmad og kaffe, blev kajakken pakket, et par woblere sat bag kajakken og turen gik igen mod Sundsøre.
Der var stadig ålegræs i store mængder i vandet, så jeg skulle rense krogene lidt for tit. Fiskeriet blev opgivet og efter en lille snack på vandet, gik det direkte hen mod bilen.


Et døgn var gået og batterierne igen ladet op.
Jeg sætte stor pris på disse små ture, hvor jeg kan pleje mine mange "friluftsinteresser...

Jeg har lavet en film fra turen, som du kan se her:


torsdag den 11. august 2016

Bending Branches Angler Pro Plus pagaj

En tiltrængt opgradering




Mit fokus på type af pagaj, samt kvaliteten heraf, har ændret sig dramatisk henover sommeren.
Jeg har tidligere ikke været specielt krævende og har blot brugt hvad der nu fulgte med kajakken, eller hvad der nu lige var råd til.

Jeg vandt på et tidspunkt en konkurrence, hvor præmien var en ny pagaj. Det var bestemt ikke nogen "high end" udgave, men den var dog den bedste jeg på det tidspunkt havde haft.
Skaftet var i glasfiber og bladene i plast, med en smal profil.


Med den nylige opgradering af fiskekajak (RTM Rytmo), mente jeg (stærkt påvirket af importøren) at tiden også var til en opgradering af pagaj... Det er trods alt en væsentlig del af "motoren" på mine kajakker!  



Valget faldt på Angler Pro Plus 240-255 cm fra amerikanske Bending Branches, som er verdens største producent af pagajer og padler.


Angler Pro er den absolutte topmodel indenfor kajakfiske-pagajer og bliver brugt af mange af de proffesionelle kajakfiskere, rundt omkring i verden. Pagajen er lavet af kajakfiskere til kajakfiskere!
Angler Pro pagajen er kåret
som "Kayak Fishing Paddle of the Year", tre år i træk.














Plus udgaven er to-delt, har en teleskopisk ferrule og kan således let justeres både i længden og i skivningen, ved blot at vride skaftet. Jeg kan derfor nemt tilpasse pagajen til mine forskellige kajakker. Der er måleangivelser på skaftet i både centimeter og tommer, så man nemt kan måle sin fangst.


















Bladene er lavet i multilamineret glasfiber. Skaftet i T-700 carbon. Vægten er helt nede på 850 g! Dette gør pagajen til et uhyre effektivt redskab!!
Jeg har oplevet en væsentlig mindskning i den kraft jeg skal ligge i min padling, samt en deraf mindre belastning af skuldre og arme.
Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at der kunne være så stor forskel på pagajer og jeg føler virkelig et helt andet overskud, når jeg sejler - You live and learn...





















Jeg har efter mit bekendtskab med denne nye pagaj, desuden opnået kendskab til hvor vigtigt det er at pagajens længde passer til både kajak og rorer.
Mange fiskekajakker er temmelig brede og tunge. Mange har også et højt sæde. Disse faktorer gør, at en "almindelig" pagaj ofte ikke er lang nok og måske også for blød til at håndtere denne type kajakker optimalt. Angler Pro'en er en forholdsvis stiv pagaj, dog med tilpas fleksibilitet og den kraft man overfører til vandet, bliver derfor overført væsentlig bedre end ved mine andre pagajer.

Mange fiskekajakker bliver solgt med en standardpagaj, som tit er både for kort og for blød. Et eksempel herpå er min Galaxy Double. -Den er hundrede gange nemmere at padle, med Angler Pro'en! Særligt da jeg har monteret kajakken med et hjemmelavet højsæde og derfor sidder højere.

Bending Branches har lavet et skema hvor man ud fra kajakkens bredde, samt din højde, kan aflæse den optimale længde på pagajen.
Ud fra dette skema har jeg konstateret, at jeg har sejlet med for korte pagajer, nærmest altid...


Kayak WidthUnder 23"24" to 28"29"-33"34"+
Paddler HeightRecommended Paddle Length
Under 5'5"210 cm220 cm230 cm240 cm
5'5" - 5'11"220 cm230 cm240 cm250 cm
6'+220 cm230 cm250 cm260 cm

Hvis kajakken har et højt sæde, skal der lægges yderligere 5-10 cm til længden.


Da min nye RTM Rytmo både kan sejles med standard sæde til sit on top kajakker, samt et specifikt "højsæde", er det en kæmpestor fordel, at kunne ændre længden med et snuptag.

Eneste minus ved denne pagaj, er prisen. Udsalgsprisen ligger efter sigende omkring de 3000 kr!!
Hvis ikke jeg havde været så heldig, at få en klækkelig rabat, ville jeg nok have vredet mig noget. Som far til tre unger, er der jo mere end rigeligt at bruge penge på!
Ofte synes man måske, at når nu man har brugt så mange penge på en ny kajak, kan man ikke tillade sig at bruge "mange" penge på en ny pagaj.!??

Jeg må erkende at wow-effekten er stor og man føler sig nærmest som en af de amerikanske pro'er, med denne pagaj i hænderne og den fuldender bestemt min oplevelse i kajakken...