tirsdag den 9. december 2014

Gør-det-selv sikkerhedsliner

Behovet for at sikre sine ting, når man er på vandet, er stort. Taber man sin fiskestang, -kan den være væk for evigt.
Taber man sin pagaj i høj bølgegang, -kan det få alvorlige konsekvenser. Derfor synes jeg det er en god idé, at binde alle løse ting fast til sin kajak/båd. Snore har det dog med at vikle sig sammen og skal de være ret lange, kan det hurtigt blive noget rod.
Jeg ville derfor gerne have nogle liner som var fleksible og som ikke fyldte ret meget. Man kan købe mange lækre liner til formålet i diverse kajakbutikker, meen...
Jeg er pr. definition led og ked af, at skulle spendere en mindre formue på ting man let selv kan lave...
Her er en film som viser, hvordan man selv kan lave fleksible sikkerhedsliner.

Jeg glemte at vise, at taluritterne/wirelåsene, selvfølgelig skal klemmes med en tang, for at låse. :-(


Linerne er lavet af "trimmertråd" til en buskrydder og kan laves i forskellige længder og spiralstørrelser.

Her er linen monteret på en fiskestang.

Her er min "paddle leash"


Fylder ikke alverden på kajakken og giver et "clean look"

lørdag den 6. december 2014

Lidt af mit Lejr-grej

Jeg har efterhånden fået samlet/lavet
en del grej, som jeg bruger i forskellige situationer og på forskellige ture. Jeg synes det er sjovt, at lave forskellige "gør-det-selv" løsninger og har fået meget inspiration på Youtube. Hvilket grej jeg medbringer på den pågældende tur, er meget forskellig og afhænger tit af humør og forventninger til turen...

Her er noget af det jeg næsten altid har med: En Fiskars "skub ud sav", som er dejlig let og yderst effektiv. Min Hultafors dolk - simpel, holdbar og billig. En Hultafors håndøkse, en pandelampe, et lille solcelle panel (medbringes mest for sjov, da effekten ikke er voldsom stor).
Desuden medbringer jeg en foldespade...

Her ses mit grydesæt fra Robens, mine to hjemmelavede skærebrædter, et sæt køkkenredskaber fra Ikea, som er skåret til i længden, og min spork.

Her er min gasbrænder model "Firefly" og vindskærm, ligeledes fra Robens


Mmm pandekager på stranden :-)

Jeg har lavet en "Pot cozy", til at holde indholdet i den ene gryde varm, mens den anden koger.

Cozy'en er lavet af alu bobleplast, som jeg har beklædt på ydersiden med gaffa tape.



Her ses et af mine "Vildmarks blus". Jeg har lavet dem i alle tænkelige størrelser efterhånden, kun begrænset af størrelserne på de dåser jeg har kunnet finde.

På billedet ses "jet-hullerne", hvor røggasserne antændes.

For at sikre ilt nok til forbrændingen, er det vigtigt med huller i bunden af brændkammeret.

Jeg har desuden fundet en lille pose, som jeg bruger til opbevaring af det "vildmarksblus" blus jeg bruger mest.

Jeg har også lavet en række forskellige sprit blus af tomme øl og sodavandsdåser. Her ses et af dem i en opbevaringsdåse, med skumindsats. På Youtube findes der et hav af videoer, som viser fremgangsmåden.

Opbevaringsdåsen er en tom Guacamole dåse fra "Santa Maria"

Til at beskytte mod vind, når jeg bruger spritblus, har jeg lavet en vindskærm af en gammel foliebakke.

Vindskærmen kan foldes eller rulles.
Læg mærke til de to små "hak" jeg har lavet midt på skærmen, -det er for at sikre ilt til forbrænding af spritten, hvis skærmen er foldet helt tæt omkring en gryde.

Spritblus in action

Blusset, vindskærmen og en lille flaske med sprit vejer og fylder ikke meget.

Jeg medbringer ofte en masse andet grej, som jeg vil komme ind på i et andet indlæg.

mandag den 1. december 2014

Gennemgang af Galaxy Double

Jeg har fået mulighed for at teste nogle af Galaxy Kayaks Scandinavia's kajakker.
For øjeblikket testes Den rummelige familie model -"Galaxy Double".
I løbet af det kommende år, vil jeg med jævne mellemrum komme med små beretninger og kommentare, fra vores ture i kajakken.

Her følger en foreløbig gennemgang af Galaxy Double, som den står idag, hjemme hos mig.


Galaxy Double

Galaxy Double er en sit on top kajak, med plads til 2 voksne og et barn. Den er fremstillet i rotationsstøbt plast, med en godstykkelse på 5 mm.
Den er 82 cm bred, 375 cm lang og har en kampvægt på 32 kg. Desuden har den en bæreevne på 315 kg!
Kajakken kommer som standard med 2 pagajer og 2 deluxe sæder. Den fås i 6 forskellige farve kombinationer.

Skroget er udformet således, at evt. vand der måtte komme op i kajakken, selv bliver lænset ud via 8 lænsehuller. Der følger propper med som man kan montere, hvis der sejles på helt roligt vand, uden risiko for bølgesprøjt.

Som en del af ekstraudstyret til kajakken, kan der fås multijusterbare stangholdere, som nemt kan monteres i to forberedte udsparringer.

Hvis man kun er to afsted, kan det midterste sæde nemt bruges til ekstra oppakning.
Den midterste sædeplads, vil være oplagt hvis man skal padle solo. Herfra vil det være nemmere at styre kajakken.

De medfølgende sæder, kan nemt justeres og fastgøres med solide messing karabinhager.

Der er en elastik på hver side af kajakken, til fastgørelse af pagajerne, når disse ikke er ibrug.

Forrest på kajakken, er der monteret et håndtag til bugsering. Umiddelbart bagved sidder en drænprop, hvor man kan tømme evt. kondensvand ud.

Forrest findes udover den justerbare stangholder, også 2 flush mount stangholdere, som er velegnet til transport af fiskestængerne.

Bagerst findes ligeledes et håndtag til bugsering. Derudover er der et "bagagerum", med zig-zag elastik til fastgørelse af fx en drybag. Der er i dette område også placeret 2 flushmount stangholdere, som fint kan bruges til trolling.
Bag på sædet, ses de medfølgende tasker som kan klikkes af.

På billedet ses bla. den bagerste justerbare stangholder, samt den formstøbte kopholder.
Vi havde på dagens tur, medbragt ekstra polstring til sæderne, iform af nogle stykker skumplast. Dette er normalt ikke nødvendigt, men der var ret koldt denne dag!

I de to luger, er der som standard monteret en nylonpose til opbevaring af småting. Posen kan afmonteres og man får således adgang til hele kajakkens hulrum.

Det er muligt at tilkøbe et ekstra sæde, således at komforten er i top, hvis den tredje siddeplads skal ibrug.


Klar til familieturen...

Vi synes Double'n er en flot kajak, som føles utrolig stabil og samtidig er sjov at sejle.
Med en udbudspris på 5.295,00 kr. får man virkelig smæk for skillingen!

Hele familien glæder sig til bedre og varmere vejr, hvor kajakken for alvor skal tages ibrug.
Indtil videre får den 4 pagajer ud af 5 mulige :-)